Fire er anholdt efter groft overfald på 16-årig på station
Retten i Holbæk skal afgøre, om der er grundlag for at varetægtsfængsle fire unge i alderen fra 16 til 18 år.
En dreng på 16 år blev både slået og sparket, da han onsdag eftermiddag befandt sig i ventesalen på Kalundborg Station. Desuden blev der taget kvælertag på drengen, oplyser politiet.
I første omgang lykkedes det ikke for betjentene at få fat i voldsmændene, men da de ved 18-tiden sad på politistationen i Kalundborg og skrev rapporter om sagen, gik fire unge forbi udenfor.
De passede på signalementet, og derfor blev de anholdt, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
De sigtes alle for vold af farlig karakter. En anklager vil i Retten i Holbæk torsdag bede om varetægtsfængsling af de fire, der er i alderen fra 16 til 18 år.
Umiddelbart oplyser politiet ikke om et eventuelt motiv. Eller om de anholdte nægter eller erkender sig skyldige.