Dansk bløder smittet med hiv savner stadig de svar, som de britiske ofre efter årtier har fået
For snart 30 år siden blev der sat punktum i blødersagen herhjemme, hvor 91 danskere blev smittet med hiv via inficeret medicin. En ny afgørelse i Storbritannien minder dansk hiv-offer om de svar, han stadig mangler at få.
Palle Lykke Ravn kom i 1976 til verden med det, man med rette kan kalde for svære betingelser. Han blev født med blødersygdommen hæmofili A i svær grad, hvor spontane blødninger over tid kunne give ledskader, være invaliderende og i værste fald livstruende.
Men nogenlunde samtidig med, at han kom til verden, så også ny medicin dagens lys, der var i stand til at få patienternes blod til at størkne og dermed give dem så tæt på et normalt liv som muligt. Derfor tog Palle Lykke Ravn som et af de første bløderbørn herhjemme imod medicinen. Heldigt for ham og andre patienter, skulle man tro.