Ny vaccine kan beskytte mod coronavirus, som slet ikke findes endnu
Et britisk forskerhold hævder at have skabt en slags universal-vaccine, der potentielt kan produceres, længe før den næste pandemi rammer os.
En vaccine, der kan beskytte mod virus, som ikke engang eksisterer endnu?
Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er lige netop, hvad et forskerhold fra Cambridge Universitet i Storbritannien hævder at have skabt.
I et studie, hvor den nye teknologi er blevet testet på mus, har forskerne formået at udvikle en slags universal-coranavaccine, der lærer immunsystemet at angribe en bred vifte af coronavirus, herunder også virusvarianter, som slet ikke er inkluderet i vaccinen i form af antigener.
Studiet er blevet offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature i denne uge.
»Vores ønske er at udvikle vacciner, før den næste pandemi rammer, og dette studie er et skridt på vejen,« siger Rory A. Hills, som er ph.d.-studerende og hovedforfatter til forskningsartiklen, i denne video, hvor han fortæller om arbejdet.
De fleste vacciner indeholder en svækket eller inaktiveret del af et virus eller en bakterie, der kaldes et antigen.
Antigenet kan udløse antistoffer og dermed få kroppens immunforsvar til at bekæmpe den konkrete virusvariant. Samtidig ”husker” immunsystemet virussen, og man opnår dermed immunitet.
Superlim i partikelform
Det nye ved Rory Hills og forskerholdets vaccine er, at den indeholder hele otte forskellige antigener fra otte forskellige virusser, som alle er blevet ”limet” fast til et protein i vaccinen.
»Nogle af antigenerne kommer fra flagermus, nogle kommer fra skældyr, men de har alle potentiale til at krydse over til mennesker, ligesom covid-19 gjorde,« siger Rory Hills.
Ved at benytte denne ”protein-superlim” til at sætte alle otte antigener fast i samme vaccine, hævder forskerne, at kunne ”træne” immunforsvaret til genkende fællestrækkene hos mange forskellige virusvarianter og dermed angribe en bred vifte af vira.
»Dermed får du beskyttelse mod alle disse virusser, men også mod relaterede virusser – også nogle, som vi ikke engang kender til endnu,« siger han.
Du kan se Rory A. Hills fortælle om projektet i videoen her: