Blå mandag år 2024

Bussen kører på motorvejen ved Silkeborg.

Turen har varet en time, og Simona Gylden Bjørn har lige opdaget, at hendes vandflaske er løbet ud i hendes taske.

Træls.

Heldigvis er der ingen skader på kritisk infrastruktur. Telefonen er tør, og mariekiksene er stadig i plasticemballagen.

»Vil du have en?« spørger hun sin sidemand.

»Gul lastbil!« råber en af de andre på den anden siden af midtergangen og giver sin sidemand et slag.

Blå mandag er arrangeret af Ringkøbing-Skjern Ungdomsskole, og bussen med Simona Gylden Bjørn og hendes venner er ikke den eneste på motorvejen mellem Ringkøbing og Aarhus.

Godt 400 vestjyske konfirmander er på vej til den jyske hovedstad, hvor ungdomsskolen har arrangeret, at shuttlebusser skal gå som penduler mellem indkøbscenteret Bruuns Galleri og Tivoli Friheden.

»Vil du have en mariekiks?« spørger hun igen.

Denne gang med munden fuld af krummer og henvendt til dem på den anden side af midtergangen.

Det er nogle uger siden, at Simona Gylden Bjørn blev konfirmeret. Det var en fin dag, synes hun. Hun er ikke meget troende, men hun tror på, »at der er en deroppe«.

Hun finder en pakke Toms Orangebuer frem fra den våde taske. Dem elsker hun.

Alle bliver budt en, men appelsinkrokant er ikke i så høj kurs.

De skulle have tilbuddet.

Gruppen er i Bruuns Galleri. De venter på, at Tivoli Friheden åbner, så de kan tage en shuttlebus derud.

De otte piger har (vindues)shoppet i en time.

Det foregår planløst og uden et egentligt mål.

De har allerede besøgt ni butikker:

Bahne, Bog & idé, H&M, Bruuns Apotek (på jagt efter sportstape – ingen gevinst (for dyrt)), Jysk, Søstrene Grene, Sketchers, Onefone, Glitter. For en ultrakort bemærkning også Lakrids by Bülow.

Normal vil de også gerne i.

Det er de dog ikke alene om, og da gruppen passerer butikken og ser et utal af købestærke konfirmander i butikken, vælger de at udskyde eventyret til senere.

En vis shoppe-slitage begynder at tære. Flere af pigerne er som varmesøgende missiler, når det kommer til at opspore bænke i storcenteret, hvor de kan hvile benene.

Simona Gylden Bjørn har ikke købt noget. Hun er ikke den store shopper.

Alligevel lader hun ikke til at blive drænet af de mange butiksbesøg.

»Det er også hyggeligt at gå og kigge,« siger hun, mens hun venter på, at et par af de andre kigger færdig i en smykkebutik.

Hun er tålmodig.

Rutsjebanens gule vogne buldrer afsted over hovederne på gruppen, mens de venter i kø til selvsamme forlystelse.

»Jeg kan se dit social security number.«

En af pigerne har sit sygesikringsbevis i mobilcoveret og er ved at tage et billede af de andre. Hun blotter personfølsomme oplysninger. Eller som en af de andre kalder det:

»De fire hemmelige numre.«

Simona Gylden Bjørn kan lide vilde forlystelser.

Desværre er der meget lang kø til forlystelsen Hjertekig, hvor man med høj fart suser mod jorden fra 65 meters højde.

En skam.

I stedet giver hun og de andre sig i kast med de mildere modeller. Pariserhjulet og motorbådene blandt andet.

Midt i løjerne kiler en logistisk problemstilling sig ind. Den truer harmonien i gruppen.

De skal vælge, hvor de skal spise aftensmad.

Og snart stopper ungdomsskolens shuttlebusser med at køre mellem Tivoli og centrum. De har nu to muligheder:

At spise i Tivoli Friheden eller et sted inde i byen.

Fordelene ved Tivoli er, at de er her nu, og de skal tage bussen tilbage til Ringkøbing herfra om nogle timer. Til gengæld er maden lidt dyr.

Omvendt er centrum en halv times tid på gåben fra Tivoli, men maden mere mangfoldig og billig.

»Det er fucking langt,« siger en af pigerne.

Flere i gruppen har klaget over trætte ben den seneste time.

Ikke Simona Gylden Bjørn og hendes veninde Emilie.

»Det er ikke særlig langt,« siger Simona Gylden Bjørn.

Hun har netop slået ruten op og fundet ud af, at det tager 23 minutter.

»Jeg har fucking ondt i benene. Kan vi ikke tage en taxa?« siger en af de andre.

Ingen kan tage en beslutning. Lige indtil Simona Gylden Bjørn på vegne af hende og Emilie proklamerer:

»Vi går!«

Hun har handlekraft.

Duoen er tilbage foran Tivoli.

De har netop tilbagelagt den tur, som ifølge gps’en skulle tage 23 minutter. De gjorde det på 19 og et halvt. To gange. Først til centrum og så tilbage til Tivoli.

»Og de sagde, at det ville tage 40 minutter,« griner Simona Gylden Bjørn.

De nåede akkurat at finde en mors dags-gave til Emilies mor, spise aftensmad på Sunset Boulevard og købe snacks til de andre i Normal, før de ilede afsted igen. I rask trav og med højt humør.

Gruppen møder de to kapgængere med knus, da de genforenes lige inden for indgangen.

En af pigerne har en Darth Vader-heliumballon i en snor.

Det er hendes anden, fortæller hun. Den første forsvandt op i den blå luft.

»Folk troede nok, at det var en meget stor solsort,« siger en af de andre, som har ydet et bidrag på 10 kr. til en erstatnings-Darth Vader til en værdi af 70 kr.

Simona Gylden Bjørn har fået 200 kr. med til mad af sin mor.

Hun smiler, da hun regner sammen og kan konstatere, at hun i dagens løb har klaret sig for 210.

30 af dem på pølsehorn, 120 på at smide med ting i tivoliets boder og 60 på aftensmad.

Konfirmationsformuen på 10.000 kr. består.

Hun er nøjsom.

I Ringkøbing kan man følge solen helt i seng.

Simona Gylden Bjørn kan se den gå ned fra sit stuevindue.

Ingen i gruppen har nogensinde tænkt over, at man ikke kan se solnedgangen i Aarhus. Det kommer faktisk som lidt af et chok for dem, da det kommer dem for øre.

Det samme gør alle motionsløberne. De tæller dem og undrer sig over, at der er så mange. Nogle af dem er endda gamle, konstaterer de.

»Os i Ringkøbing er bare dovne,« udbryder en af dem tørt.

De andre griner lidt.

Simona Gylden Bjørn og hendes venner er sjove.