En 13-årig pige rev sit hår af, mens en anden føler, hun er ved at drukne – en stigende tendens breder sig i ungdommen
De har fået flere henvendelser end nogensinde før. To danske organisationer har oplevet rekordmange råb om hjælp, fordi særligt børn og unge har vanskeligt ved at håndtere de svære følelser.
Hun har brændt sin hud, skåret i sig selv og revet hårtotter af.
Allerhelst vil den 13-årige pige stoppe med at skade sig selv, men det er blevet en vane hver aften. Hun kan ikke fjerne trangen. Hun er afhængig.
Derfor har hun rakt ud efter hjælp. Ligesom tusindvis af andre danske børn og unge.