Han er højskoleforstander og medlem af Etisk Råd: Nu advarer han mod et »sorteperspil«, der kan sætte de danske højskoler i dårligt lys
Højskolerne har historisk set været arnested for store kulturelle forandringer i samfundet. Nu kalder klimaet på et radikalt skifte i vores forbrugsvaner, men højskolerne flyver stadig til Asien og Sydamerika på studietur og serverer kød en masse til aftensmaden. »Man risikerer, at højskolerne mister deres legitimitet,« advarer forstander.
Brasilien, Ghana og Sydkorea. Når højskolerne kæmper om kommende elever, er det ofte med rejser til eksotiske destinationer mange tusinde kilometer væk som et af trækplastrene.
»Vi er jo i et frit marked, og dem, der kan fremvise de bedste tilbud, er dem, der får flest elever,« siger Rasmus Willig, der er forstander på den københavnske madhøjskole, Suhrs Højskole, og medlem af Etisk Råd.
Men den interne konkurrence har resulteret i, at højskolerne ikke tør at tage de nødvendige skridt for at reducere sine CO2-udledninger, mener Rasmus Willig, der kalder situationen for et slags »sorteperspil«, hvor alle venter på hinanden.