Han tilstod drabet på sin læge: Denne uge skal han forklare, hvad der skete
En lun sommerdag sidste år tog en mand en kniv med sig, da han opsøgte sin læge med intentionen om drab. Mariann Stenberg mistede livet og to af hendes kollegaer blev såret. Nu bliver sagen afsluttet, og det er ikke den eneste anklage mod manden.
Tidligere den dag havde han givet hende et kram.
Pludselig kom han tilbage. Med sig havde han en 30 cm lang kniv og en intention om at slå hende ihjel.
Hans lykkedes i sit forehavende.
Mariann Stenberg mistede livet, og to af hendes kollegaer blev såret. Heraf den ene alvorligt.
Sagen har Jyllands-Posten beskrevet indgående på baggrund af retsdokumenter, grundlovsforhøret i sagen, mandens egen forklaring, interne redegørelser, vidneberetninger og samtaler med pårørende.
I centrum er den 41-årige mand, hvis gerninger sidste år rystede psykiatrien, da han erkendte at have slået sin læge ihjel 21. juli 2023 ved Retspsykiatrisk Ambulatorium i Glostrup, hvor han var tilknyttet et særligt team. I retten fortalte han, at han ønskede at dræbe sin 66-årige læge og behandler Mariann Stenberg.
Nu, over et halvt år senere, skal sagen afgøres i Retten i Glostrup. Drabet er ikke den eneste anklage mod manden.
Jyllands-Posten har siden drabet fandt sted afdækket fejl og mangler hos politi, domstole og psykiatri i tiden op til hændelsen.
Afsløringerne udstiller ifølge eksperter, hvor store udfordringer er hos landets domstole, at psykiatrien er historisk presset, og at politiet er dårligt rustet til at håndtere opgaven med psykiatriske patienter, som i stigende grad ender i ordensmagtens varetægt.