Fortsæt til indhold
Indland

Alle drabssigtede i sag om fældet træ løslades

Der er ikke begrundet mistanke om drab, og derfor løslader dommer seks personer i sagen om et fældet træ, der dræbte 55-årig bilist ved Sorø.

Torsdag blev seks unge mænd mellem 19 og 21 år fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Næstved og sigtet for at have dræbt en 55-årig mand.

Dette ved bevidst at have fældet et træ ud over en trafikeret vej, Parnasvej, i Sorø.

Ifølge sigtelsen - som var den samme for alle seks mænd - så menes træet at være fældet efter forudgående aftale eller »fælles forståelse.«

Alle nægtede de sig skyldige ved Retten i Næstved, og torsdag aften er de seks sigtede blevet løsladt. Retten finder ikke, at der er begrundet mistanke om drab. Omvendt lyder kendelsen, at der er begrundet mistanke om uagtsomt manddrab.

Det skriver TV2.

Ved grundlovsforhøret var de unge mænd samtidig sigtet for fareforvoldelse ved at have fældet træ ved en trafikeret vej nær Havrebjerg ved Slagelse, der ligger cirka 20 kilometer fra Parnasvej. Dommeren har ligeledes vurderet, at der er begrundet mistanke for det forhold.

Straffen er op til otte års fængsel i tilfælde af ved grov kådhed at bringe andres liv eller førlighed i fare og op til ti år i tilfælde af uagtsomt manddrab.

Begge træer var fældet med en motorsav, og politiet mener derfor, at der var tale om en bevidst handling i begge tilfælde.

Anklager Charlotte Skovmand tog ifølge Ekstra Bladet forbehold for at kære rettens beslutning om løsladelse. Hun sagde efter retsmødet, at hun er »glad for«, at dommeren har fundet, at der begrundet mistanke om både forholdet ved Havrebjerg og den subsidiære sigtelse om uagtsomt manddrab.

Samme uddannelse

Ved grundlovsforhøret var pressen mødt talstærkt op, men efter ønske fra anklagemyndigheden foregik retsmødet for lukkede døre. Det gik dommeren med til med den begrundelse, at hvis retsmødet blev holdt i åbenhed, ville det kunne forstyrre politiets efterforskning på »afgørende vis«. Blandt andet fordi, at der kan være mulige medgerningsmænd på fri fod, lød det.

Hurtigt blev der ligeledes nedlagt navneforbud for de seks sigtede, som alle har gået på den samme uddannelsesinstitution.

Ved retsmødet kom det ikke frem, om sigtede eller afdøde havde en relation. Endnu står det kun klart for offentligheden, at den 55-årige mand ifølge politiet »var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.«

Fem af de sigtede har ifølge Ekstra Bladet givet udførlige forklaringer i retten, og der foreligger også en forklaring fra den sjette sigtede. Det er blandt andet derfor, at dommeren ikke mener, der er nogen påvirkningsrisiko ift. at løslade mændene.

Foruden de to episoder, som de anholdte er sigtet for, er der også en tredje episode, der muligvis bliver efterforsket som en del af sagskomplekset. Det drejer sig om en anmeldelse fra Munke Bjergby på Vestsjælland. Den episode fandt sted i oktober 2023, fortæller B.T. og DR.

Derudover har der ifølge TV2’s oplysninger tidligere været tre tilfælde af træer, der var fældet over en vej, omkring Ringsted. Midt- og Vestsjælland Brand og Redning oplyser til mediet, at der er tale om Køgevej, Bengerds Allé og ved en af tilkørslerne til Motorvej E20. Tilkørslen fremgår ikke af kortet, da der ifølge Vejdirektoratet er to tilkørsler til Motorvej E20 ved Ringsted.