Fortsæt til indhold
Indland

For 15. gang: Aarhus Universitetshospital er landets bedste

Kræftskandale kostede flere chefer jobbet, men titlen som Danmarks bedste hospital lander igen i Aarhus.

Der skal spares på budgetterne.

Der er indført ansættelsesstop, og 2023 bød på udfordringer med at overholde patienternes ret til udredning og behandlingsgarantier.

Men når patienterne på Aarhus Universitetshospital (AUH) får behandling, så får de den på Danmarks bedste hospital.

For 15. gang har nyhedsavisen Dagens Medicin kåret AUH som landets bedste i kategorien ”store hospitaler”, som omfatter de fire største hospitaler i Danmark. AUH – som beskæftiger knap. 10.000 medarbejdere – er kåret på tværs af 48 behandlingsområder.

»I år er det relativt overlegent, mens det er tæt mellem nr. 2, 3 og 4. AUH deltager i 44 behandlingsområder i år og vinder 11. Det gør også AUH til det hospital med flest vinderområder foran Odense Universitetshospital med 10,« fortæller Asser H.J. Pelle, redaktionschef for Dagens Medicin og ansvarlig for kåringen af Danmarks Bedste Hospitaler, i en pressemeddelelse fra AUH.

Kåringen er baseret på såkaldt klinisk kvalitetsdata fra primært 2022 og 2023, som hospitalerne selv indberetter, samt Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser. I år har AUH den bedste samlede patienttilfredshed og bliver både kåret til det bedste hospital på hjerte-kar-området og kræftområdet.

AUH scorer 95,8 indekspoint af 100 mulige inden for behandlingskvalitet, som tæller 90 pct. af årets samlede kåring. Foto: AUH

Lægefaglig direktør på AUH Michael Braüner Schmidt er stolt over dette års kåring.

»At AUH igen i år kåres som Danmarks bedste hospital og også placerer sig meget flot i international sammenhæng, kan vi i høj grad takke de mange dygtige medarbejdere for,« siger Michael Braüner Schmidt, der påpeger, at skandalen om de over 300 mave- og tarmkræftpatienter, der ikke er blevet opereret inden for fristen på maximalt 14 dage, gjorde 2023 »turbulent«.

»2023 var et turbulent år for AUH på grund af den ulykkelige sag om overskridelse af de maksimale ventetider, som vi har lært meget af,« siger Michael Braüner Schmidt.

Nyhedsmagasinet Newsweek har netop offentliggjort, at AUH ligger nr. 23 på listen over 2.800 hospitaler i 30 lande.

I 2022 måtte Aarhus Universitetshospital se sig slået af Rigshospitalet i den årlige kåring af Danmarks bedste hospital. Dagens Medicin har stået bag kåringen siden 2007.