Kun 1 pct. af lastbiler kører på el – måske fordi man skal vente op til fire-fem år på at få en lader sat op
Hvis man køber en elbil, tager det tre uger at få sat en lader op i carporten – køber man en el-lastbil, går der op til fire-fem år, inden man kan sætte stikket i og lade sin lastbil op. Dansk Industri vil have ændret lovgivningen.
I Danmark er der over 40.000 lastbiler – kun omkring 450 af dem kører på el. Resten er dieseldrevne. Selv om der er et stærkt politisk ønske om at få flere vognmænd til at vælge el fremfor diesel.
Men ifølge Dansk Industri, DI, og Drivkraft Danmark er en del af forklaringen på, at mange vognmænd venter, at det er nærmest umuligt at få sat en lader op til en lastbil før flere år frem i tiden.