»Jeg slog ned i en pude i sofaen. Jeg var totalt drænet. Jeg kunne ikke give mere af mig selv til det her lille menneske«

Det var nat, men Christina Sander var som sædvanlig vågen.

Hendes nyfødte søn ville ikke sove.

Så hun sad i sengen og ammede, mens hun på sin mobiltelefon googlede nogle af alle de spørgsmål, der rumsterede i hende: Er det normalt, at babyer har røde knopper på armene? Hvordan skal hans afføring se ud? Hvordan sikrer jeg mig, at han får en tryg tilknytning til mig?

Imens lå kæresten ved siden af og snorkede. De havde egentlig aftalt det, for hvilken nytte var der i, at kæresten sad vågen ved siden af hende, når han ikke havde nogle bryster. Alligevel havde Christina Sander lyst til at sparke ham.

Virkelig hårdt.

Efter fire måneders søvnløshed sprang hun i luften. Det var en eftermiddag. Hun var alene hjemme, træt og sulten.

»Nu må du sove!« råbte hun ad babyen og fik straks dårlig samvittighed.

»Han græd og græd. Jeg slog ned i en pude i sofaen. Jeg var totalt drænet. Jeg kunne ikke give mere af mig selv til det her lille menneske. Jeg tænkte hele tiden på, at jeg skulle sørge for, at han udviklede sig rigtigt, og jeg var så nervøs for at gøre noget forkert,« siger hun.

I dag er sønnen fem år, og et sæt tvillinger er kommet til.

To-do-listen

Men selv om Christina Sander og hendes kæreste har arbejdet hårdt på en mere lige fordeling af det arbejde, det fører med sig at være forældre, føler hun stadig, at to-do-listen kun findes i hendes hoved.

I 2024 tyder noget på, at to-do-listen for nogle er blevet så omfangsrig, at de er ved at brænde ud som forældre.

Forbi er de gamle dage, hvor man ”bare” skulle sørge for husly, sund mad og en god skolegang. Nu om stunder skal man involvere sig i alt og google sig til det, man ikke ved noget om, og det tyder på, at det ekstra arbejde ikke lander hos faren, men i mors i forvejen godt fyldte hat. Spørgsmålet er hvorfor?

Svaret handler om gamle kønsroller, der hænger ud på køkkenbordet som en opvask, der mangler at blive taget. Det handler om de helt store tandhjul i samfundet og en smule om, hvor vigtige ærteskud egentlig er for en hotdog.

Christina Sander er ved at være træt af det hele.

Virkelig træt af at føle sig som en overbelastet lille mor-fe, der på magisk vis tryller nye børnestrømper frem, når der er huller i de gamle. Og nej, mener hun, det handler ikke om, at kvinderne skal slippe tøjlerne i hjemmet.

»Jeg er så træt af det der fix the women! Det er altid os, der skal gøre noget anderledes, men det er forkert. Min kæreste ordner rigtigt meget, men jeg føler, at det stadig er mig, der skal huske, uddelegere og prioritere det meste af det, der skal fikses omkring børnene,« siger hun.

Et nyt forældreskabsideal

Se på en kurve over de seneste 50 års udgivelser af håndbøger om opdragelse, og du har et perfekt billede på, hvor meget mere man som forældre skal huske, vide og gøre i dag. Siden 1970’erne er den i takt med psykologiens øgede viden om børns udvikling og behov bare steget, steget, steget og … steget.

Det fortæller sociolog Maria Ørskov Akselvoll, der er ph.d. i skole-hjem-samarbejde og forfatter til bogen ”Det grænseløse forældreskab”.

»Vi er kort sagt gået fra at se os selv som dem, der støtter barnets naturlige udvikling, til at se os selv som dem, der skal få selve udviklingen til at ske. Vi er hele tiden i gang med at undersøge, om vores børn udvikler sig på den rigtige måde på det rigtige tidspunkt, fordi vi forstår os selv som dem, der afgør, hvordan det går dem,« siger hun.

Selv om flere mænd i disse år kommer langt mere på banen i børneopdragelsen og i hjemmet, er det stadig kvinderne, der trækker det største læs, siger sociologen.

Kvinderne holder styr på den tsunami af information og opgaver, som forældreportalen Aula har ført med sig. Kvinderne organiserer legeaftaler, kørsel til fodbold og køber gaver til børnefødselsdagene, og kvinderne sluger ekspertbøgerne.

Det skyldes kort sagt, at det er kvinderne, der i forvejen har den.

Det var en revolution, da kvinderne kom på arbejdsmarkedet i 1970’erne, men mændenes involvering i hjemmet blev ikke matchet af en forandring i samme tempo. Derfor er der stadig en kønsforskel, som gør kvinderne til de hovedansvarlige for hus- og omsorgsarbejde, forklarer Maria Ørskov Akselvoll.

»Forskning har også vist, at mænd er meget mere skeptiske over for ekspertbøgerne, mens kvinderne forsøger at praktisere de mange gode råd. Jeg kan godt tænke, at det ikke hjælper dem, at de tager det på sig. De får en masse både synligt og usynligt arbejde, som fastholder dem i et mønster. Det er derfor ikke tilfældigt, at det især er kvinderne, der i disse år rammes mest af forældreudbrændthed,« siger hun.

Ærteskud og syltede rødløg

For nyligt holdt Christina Sander toårs børnefødselsdag for tvillingerne.

Hun havde besluttet, at de skulle have hotdogs. Ikke hvilke som helst, men luksushotdogs – med syltede rødløg, kvalitetspølser og ærteskud.

Sådan blev det nødt til at være, når nu familien kom langvejs fra.

Egentlig spurgte hendes kæreste, om han skulle stå for maden. Han vidste, at Christina Sander bar rundt på en stor mental byrde, som hun var ved at være træt af.

Men hun købte selv ind.

»Selv om han ville, stod jeg i mit kvindehoved og sagde nej. Jeg frygtede, at han ville købe billige pølsebrød og megakummerlige pølser. Jeg troede ikke på, at han kunne gøre det godt nok, for jeg følte ikke, at han vidste, hvor vigtige jeg syntes, at ærteskud var for en hjemmelavet hotdog,« siger hun.

Hun følte, at hun ville blive dømt for ikke at gøre det godt nok, hvis hun serverede billige pølsebrød og megakummerlige pølser uden ærteskud.

»Rigtigt mange vil gerne sige til mig, at det bare er mit behov, at jeg bare kunne overlade det til min kæreste, men det er forkert. Det er mig som mor, der ligger i de ærteskud,« siger hun.

»Det er moren, vi ser på, hvis der ikke er gjort rent, dækket pænt op med lækker mad og et lille gavebord. Jeg ved det, for jeg gør det selv. Barren er meget højere for os end for fædre. Vi skal være nærværende, se vores børn i øjnene, lege med dem, se godt ud og tage pænt tøj på,« siger hun.

En uforudsigelig tid

Maria Ørskov Akselvoll bliver også irriteret, når nogle mener, at det handler om, at mødrene bare skal give slip.

Men af en lidt anden årsag.

»Som sociolog er jeg optaget af strukturerne og hele den forældrekultur, der gør det svært for kvinder at slappe mere af. Det skyldes netop de andres blikke: at det kører i hovedet med tanker om, hvad de andre vil mene, hvis ikke vi gør det, vi føler forventes af os,« siger hun.

De gamle kønsroller betyder, at der stadig forventes mere af mødre end af fædre.

Mor skal holde legegruppe, være aktiv i trivselsudvalget og sørge for, at fødselsdagen er perfekt, mens far sagtens kan blive set som god og involveret uden at stå for disse ting, fortæller sociologen.

»Samtidig er det blevet vigtigere for os, at andre ser os som gode forældre. Forældrerollen er en større del af ens identitet. Kvinder bliver stadig dømt hårdere, og det er forbundet med skam at blive dømt. Hvis der er én ting, vi mennesker vil gøre alt for at undgå, er det at føle skam. Derfor er der meget mere på spil for moren,« siger hun.

Men hvorfor stiger forventningerne til forældrene i disse år?

»Det handler om tiden,« siger Maria Ørskov Akselvoll.

Fremtiden virker usikker, og livet er mere uforudsigeligt end tidligere.

Vi taler om stigende økonomisk ulighed, digital acceleration, globalisering og øget konkurrence.

For første gang i lang tid kan man se tegn på, at forældre ikke er optimistiske i forhold til, at det vil gå den næste generation lige så godt som den forrige.

»Alt det her fører til et ufatteligt tankearbejde, tror jeg. Vi tænker, tænker og tænker. Det føles som at tage en chance at slappe af, for livet føles mere og mere som en konkurrence, og vi ønsker at sikre, at vores børn skal klare sig godt i den,« siger Maria Ørskov Akselvoll.

De vigtige ærteskud

Men forskningen har ifølge hende stadig svært ved at afgøre forældrenes betydning for børnenes udvikling og fremtid. Undervejs i livet møder de helt andre mennesker, og de kommer ud for ting, som forældre ikke har den fjerneste indflydelse på.

Derfor skal man tage de mange håndbøger i forældreskab med et gran salt, mener hun.

»De får os til at tro, at forældrene har en kontrol over, hvordan det går barnet, som de slet ikke har,« siger hun.

Så skal forældrene måske sænke forventningerne til sig selv lidt?

»Måske,« siger Christina Sander.

»Men at lade være med at tage alle de undersøgelser, der kommer om børns udvikling til efterretning, ville for mig at se være som ikke at implementere det, vi ved om kræft. Jeg synes, at det er positivt, at vi som forældre bliver mindet om, hvor vigtige vi er for vores børn,« siger hun.

Hun stopper op og tænker lidt.

»Men nogle gange kan jeg føle, at jeg skal leve op til to generationers forventninger,« siger hun så.

»Jeg skal både være en god, gammeldags husmor, der står klar i pænt tøj med lækker mad til en børnefødselsdag, og en moderne mor, der ser mine børn i øjnene hele tiden. Måske skal man slippe nogle af de forventninger, som jeg tror kommer fra mine forældres generation, for at man kan have mental kapacitet til at gøre noget, der er vigtigere end at købe ærteskud.«

Hun glemte dem i øvrigt.

To måneder efter børnefødselsdagen fandt hun ærteskuddene mugne i sin grøntsagsskuffe.

»Det siger meget. Jeg havde ægte gjort ærteskud til en ting, min kæreste ville glemme at købe, og så glemte jeg dem selv. And nobody gave a shit,« siger hun.