»Vi skylder jer en kæmpe tak, men det er svært at takke Nordic Waste, for de har ikke hjulpet til«
Statsminister Mette Frederiksen (S) og miljøminister Magnus Heunicke (S) besøgte mandag jordskreddet i Randers. Statsministeren havde kun lovord tilovers for de medarbejdere, der har knoklet i over en måned, mens hun til gengæld ikke har meget respekt for ejerne bag Nordic Waste.
Når jord, sand, ler og vand bliver blandet sammen, bliver det til en tyk grød af mudder.
Og når 3 mio. kubikmeter jord, placeret ovenpå et lag af ler, bliver stablet sammen i et over 70 meter højt ”bjerg” og herefter udsat for naturens kræfter, sker der noget.
Efter mange timers regn og rusk natten til mandag dukkede statsminister Mette Frederiksen (S) ved frokosttid op ved katastrofestedet for med egne øjne at se det jordskred, der truer med at udslette en hel landsby og forurene et kæmpemæssigt naturområde, og som allerede nu har kostet Randers Kommune langt over 40 mio. kr.