Fortsæt til indhold
Indland

Overrabbiner: Jeg blev overfaldet i København

Blot 20 minutter før han skulle på tv og tale om jødehad, blev Jair Melchior selv overfuset.

Jair Melchior, overrabbiner i Det Jødiske Samfund i Danmark, var torsdag aften på vej til TV 2 til et interview om, at danske jøder i disse dage oplever flere og flere antisemitiske hændelser. På vej til toget blev han selv overfaldet, idet en mand skubbede ham bagfra.

»Da vi så kom ned til toget, spyttede han efter mig og gav mig fingeren. Det er sådan nogle ting, der sker, og nu kan jeg så tilføje endnu en hændelse, der lige er sket for 20 minutter siden,« fortalte overrabbineren til TV 2 torsdag aften.

Det er ikke første gang, at Jair Melchior oplever et overfald. Alligevel nægter han at lade være med at bære sin kippa eller undgå at bære andre jødiske kendetegn.

»Han skal ikke få lov til at bestemme over mig. Jeg er villig til at betale prisen for faren, men jeg er ikke villig til at betale prisen for frygten,« siger Jair Melchior til TV 2.

Jyllands-Posten har forsøgt at få et interview med overrabbineren. Han ønsker ikke at uddybe torsdagens episode eller at oplyse, om han har politianmeldt sagen. Han ønsker blot »fred og forsoning«.

Jyllands-Posten har spurgt den kommunikationsansvarlige i Det Jødiske Samfund, Michael Rachlin, om episoden med overrabbiner Jair Melchior er meldt til politiet. Det er Michael Rachlin på nuværende tidspunkt ikke klar over.

På spørgsmålet om, hvorvidt det Jødiske Samfund mener, at man bør anmelde lignende overfald til politiet, siger han:

»Det kommer an på konteksten, og jeg kender endnu ikke konteksten i denne sag.«

Københavns Politi ønsker ikke at oplyse, om det har modtaget en anmeldelse efter episoden og henviser til sin tavshedspligt.

En opgørelse fra Det Jødiske Samfund i Danmark viser, at der er sket en stor stigning i indberetninger om hadbeskeder, dødstrusler og hærværk rettet mod jøder efter terrorangrebet mod Israel og den efterfølgende krig i Gaza.

Alene den seneste måned er der registreret 80 indberetninger om antisemitiske episoder i Danmark. Til sammenligning blev der i perioden fra den 1. januar i år og frem til angrebet fra Hamas kun registreret 30 indberetninger, hvilket svarer til godt tre om måneden.