Halskæden bliver gemt, når pizzabuddet ringer på. Der er steder i Danmark, hvor de ikke tør gå. Fire jøder fortæller om en stigende utryghed

»Jeg nægter at lade mig kue«

Jødisk mand i 50’erne, far til tre børn.

Født i Israel, bor i København.

Scanner du det offentlige rum, når du går ud på gaden?

Det forfærdelige er, at det ligger ret dybt i min generations dna, at vi scanner omgivelserne. Vi er vokset op med libanonkrigen, intifadaer og konflikter gennem 45 år. Så det er naturligt for mig, at jeg kigger mig over skulderen.

Det nye er, at min ikke-jødiske kone også begyndt at gøre det.

Søndagen efter angrebet på Israel var der en nærmest hemmeligholdt mindehøjtidelighed på Israels Plads, hvor det sidste, der blev sagt, var, at vi ikke skulle blive stående. Vi skulle pakke flag og kalotter væk. Der var 50 kampklædte betjente til at passe på os, der stod og sørgede. Der fik jeg en følelse af nærmest ikke at kunne trække vejret.

Har vi at gøre med nogle paranoide jøder? Eller var der en reel trussel mod os, der stod musestille og var i sorg.

Kan vi have det sådan i et så demokratisk samfund som det danske? Er det ikke en falliterklæring?

Jeg vil gerne have, at synagogen kunne være en åben institution. Jeg vil gerne invitere alle folk indenfor, men jeg har ikke muligheden for det.

Er der områder i København eller andre steder i Danmark, hvor du undgår at komme som jøde lige nu?

Nej, jeg går alle steder. Jeg nægter at lade mig kue. Men jeg tager ikke mine børn eller min kone med til en demonstration eller jødiske arrangementer lige nu.

Hvilke overvejelser gør du dig om at bære synlige symboler på, at du er jøde?

Jeg bærer en davidsstjerne, men ikke, hvis jeg sammen med min familie. Jeg nægter at bøje nakken i frygt, men jeg vil heller ikke tage mine børn og kone med i faldet.

Hvordan foregår det, når du skal bringe og hente børn i skolen?

Min kone er rædselsslagen og har holdt vores børn hjemme de fleste dage siden 7. oktober.

Masser af andre har gjort det samme. Jeg respekterer, at vi og andre ikke har lyst til det, men jeg er så rasende over det urimelige i, at vi skal være bange. Jeg har bragt og hentet dem nogle gange og har besluttet mig for, at den dag, jeg føler mig utryg ved det, så sætter jeg mig i skolegården hele dagen og venter på en bænk.

Hvad skal det hjælpe med dig siddende på den bænk?

Det er en fantastisk spørgsmål. For hvornår bliver mine børn et eksperiment i min stædighed for ikke at være bange? Mine følelser sidder udenpå. Jeg er kvast.

Føler du dig beskyttet – eller det modsatte – når politiet bevogter skolen og synagogen?

Det er et tveægget sværd. Det er en nødvendighed, det viste terrorangrebet i 2015. Men det er ødelæggende for det jødiske samfund. Religion og kultur skal pege ud mod samfundet og andre mennesker. Jeg vil gerne have, at vores skole og vores synagoge havde åbne døre. Det er fællesskabshuse, men hverdagen er et mareridt.

»Jeg gemmer davidsstjernen under min bluse«

Jødisk kvinde i 30’erne.

Født og opvokset i Danmark.

Har en israelsk mor. Bor i København.

Scanner du det offentlige rum, når du går på gaden?

Det kommer an på, hvor jeg er. Hvis jeg skal gå fra synagogen og op til toget, så studerer jeg alle mennesker på vejen. Hov, ham der går lidt tæt på, registrerer jeg. Jeg lægger mærke til, om folk bag mig går samme retning i længere tid. Jeg taler hebraisk med min mor, men det er jeg stoppet med at gøre i telefonen i det offentlige rum. Nu taler jeg engelsk-dansk med hende, og det er lige så usædvanligt for mig, som det ville være for de fleste andre pludselig at skifte fra dansk til engelsk med sin nærmeste familie.

Er der områder i København eller Danmark, hvor du undgår at komme som jøde lige nu?

Nej, men der kører en gruppechat blandt mig og mine gamle klassekammerater fra den jødiske skole, hvor vi diskuterer sikkerhedsrisikoen ved eksempelvis at dukke op til mindehøjtideligheder eller demonstrationer.

Jeg er ikke bange i det offentlige rum, men jeg tager forholdsregler, som man gør som kvinde på vej hjem i nattelivet. Jeg skriver til en ven eller veninde, at jeg er kommet godt hjem.

Hvilke overvejelser gør du dig om at bære synlige jødiske symboler?

I mere end 20 år har jeg gået med halskæder, der symboliserer, at jeg er jøde. Jeg har en davidsstjerne i guld og mit navn på hebraisk. Hvis jeg har bestilt mad fra Wolt, så gemmer jeg davidsstjernen under min bluse. Det er nyt for mig.

Hvordan har du det med det?

Jeg synes, det er sørgeligt. At jeg i mit eget hjem skjuler, hvem jeg er.

Jeg har også sådan en lysboks, hvor man selv kan skrive et citat, der så lyses op. Der har jeg en joke stående på hebraisk, og da jeg skulle have leveret nogle møbler den anden dag, gik jeg nærmest i panik, da jeg hørte dørklokken. Jeg skyndte mig at vende lystavlen om. Jeg har for nylig prøvet, at en håndværker stod i min opgang og spurgte, hvor jeg var fra. Han var palæstinenser. I den situationer fortæller jeg ikke om mit ophav. Så holder jeg igen. Jeg holder noget af min identitet tilbage.

Hvad tænker du, hvis nogen vil sige, at du er paranoid?

Ting og tanker flyver gennem hovedet på mig. Jeg kan godt sige til mig selv, at det kan jo ikke være rigtigt. Men jeg ser jo, hvad der sker og bliver sagt herhjemme i Danmark til demonstrationer og på de sociale medier og i virkeligheden, bl.a. en jødisk kvinde, der har fået tegnet et hagekors på døren. Og det, der er endnu værre, i Europa og USA. Du kan godt kalde mig paranoid, men det er sådan, jeg har det. Jeg føler, at jeg tager mine forholdsregler, baseret på det, der sker.

»Er jeg bange for at blive spyttet på eller råbt af? Ja«

Jødisk kvinde i midt 30’erne

Har boet halvdelen af sit liv i Danmark.

Israelsk far.

Scanner du det offentlige rum, når du går på gaden?

Ja, og jeg har det forfærdeligt med det. Det er ikke sådan, jeg ønsker at gå ud i verden. Med mistillid og frygt. Jeg prøver at minde mig selv om, at det er imod mine værdier at skulle være mistænksom.

Men der er jøder, der bliver slået ihjel, fordi de er jøder. Det er ikke en hemmelighed.

Man kan ikke se på mig, at jeg er jøde, ingen ville vide det på gaden. Alligevel har jeg den her frygt, og jeg har aldrig følt mig mere jødisk end de seneste uger.

Har du ændret opførsel siden den 7. oktober?

Mit liv er helt anderledes end før. Der har været uger, hvor jeg ikke har været på arbejde eller været ude i byen. Jeg plejer at gå meget ud. Jeg har taget mig selv i at sidde i bussen og ikke ville sende en sms, fordi jeg skriver på hebraisk, og der sad nogen bag mig, som jeg var nervøs for skulle se det. Er jeg bange for at blive slået ihjel lige dér? Nej. Er jeg bange for at blive spyttet på eller råbt af? Ja.

Den frygt sidder i mig konstant, og jeg kan mærke det fysisk.

Er der steder i København eller andre steder i Danmark, hvor du undgår at komme lige nu?

Jeg ville ikke tage til Nørrebro eller Tingbjerg.

»Jeg registrerer, hvis noget eller nogen stikker ud«

Jonathan Fischer, 37 år.

Tidl. næstformand i Det Jødiske Samfund i Danmark og sikkerhedsansvarlig under terrorangrebet i 2015.

Far til to børn.

Scanner du det offentlige rum, når du går ud på gaden?

Ja, det gør jeg automatisk. Det har både med min baggrund som sikkerhedsansvarlig at gøre og med, at jeg i dag træner andre i awareness .

Så jeg er meget opmærksom på mine omgivelser og har en større bevidsthed omkring det end de fleste.

Jeg registrerer, hvis noget eller nogen stikker ud.

Hvordan har du det med at aflevere børn i den jødiske skole?

Det har jeg ikke betænkeligheder ved og har aldrig haft det. Jeg kender helt ned i detaljen til sikkerheden og har uddannet mange af de mennesker, der arbejder der. Jeg kan godt forstå dem, der er utrygge, men det er vigtigt, at vi ikke lader os skræmme til at leve et ikke-jødisk liv.

Jeg tænker ikke over sikkerhedsforanstaltningerne i hverdagen, men når jeg hører mig selv udefra, så er det jo helt galt. At det er blevet en selvfølge for mig med den sikkerhed.

Bærer du tydelige jødiske symboler?

Nej, det stoppede jeg med i gymnasiet. Jeg havde en guldhalskæde med en davidsstjerne i, men det skabte et par gange nogle dårlige situationer. Det kunne være kommentarer eller truende adfærd fra andre.

Kan man sige, at du bøjede dig, når du nu tog din halskæde af?

Det kan da være provokerende at sige ja. Du har ret i den forstand, at jeg traf et valg, der indskrænkede min frihed. Men jeg havde lavet en vurdering af, at min jødiske identitet ikke lå i en halskæde.

Omdrejningspunktet for mig var at tage i byen, og det fortsatte jeg med.

Som dreng spillede jeg fodbold, og jeg kan huske, at vi som syv-otte-årige spillede en kamp mod et palæstinensisk hold, hvor politiet måtte være til stede. Det var i Ryparken, og der holdt to salatfade fyldt med betjente, fordi nogle små drenge skulle spille fodbold. Jeg ville føle, at jeg bøjede af, hvis jeg var stoppet med at gå til fodbold i den jødiske klub.

Er der steder i København eller andre steder i Danmark, hvor du ikke vil gå som jøde lige nu?

Jeg har boet på Nørrebro tæt på Blågårds Plads, som jeg altid gik uden om. Jeg oplevede, at der var folk i miljøet, der genkendte mig fra medierne. Der var ikke en behagelig stemning, så jeg holdt mig væk.

Det ville jeg også gøre i dag. Til mindehøjtideligheder ville jeg ikke tage mine børn med. Hvis der kommer en aggressiv moddemonstration, synes jeg ikke, at mine børn skal opleve det.

Føler du tryghed – eller det modsatte – når der er meget politi til stede?

Jeg føler bestemt tryghed, selv om jeg ved, at der er en trussel mod det jødiske samfund, og at den altid vil være der.

Tre af de fire jøder, der her fortæller, optræder anonymt. De ønsker ikke deres navne i avisen af hensyn til deres sikkerhed. Jyllands-Posten er bekendt med deres fulde identitet.