Fortsæt til indhold
Indland

Nyt projekt skal gøre livet sundere i landsbyerne: Nordjysk by er allerede gået forrest

I den nordjyske landsby Asaa er foreningerne mange, og der er på få år kommet længere mellem til salg-skiltene. Et nyt projekt vil forsøge at skabe samme udvikling andre steder i landet. Målet er kort og godt – at sikre sundheden hos landets landsbyboere.

Helena Lange-Danielsen

I årevis er de danske landområder blevet affolket af danskere, der i hobevis er rejst mod de større byer, hvor langt de fleste uddannelses- og jobmuligheder efterhånden opstår. Men bag sig har de efterladt en lang stribe landsbyer, hvor fællesskabet er synet hen, og hvor ensomheden har været tiltagende for de, der blev tilbage.

Samtidig har der, ifølge en række forskere fra Center for Landdistriktsforskning ved Syddansk Universitet, gennem de seneste år været en stigende geografisk ulighed i sundhed mellem land og by. En ulighed, der især gælder for livsstilssygdomme som KOL og diabetes, der oftere ses i landområderne end i byerne.