Fortsæt til indhold
Indland

En ny normal har ramt energipriserne

Forbrugerne skal vænne sig til højere energipriser efter krisen. Situationen er stabil, men kan hurtigt ændre sig, da markedet er skrøbeligt, mener en økonom.

/ritzau/

Da Danmark sidste år gik vinteren i møde, var energipriserne ekstremt høje.

Selv om prisen på el og gas siden er faldet, betyder det ikke, at vi kan se frem til en billig vinter, når fyringssæsonen officielt begynder den 1. oktober.

Der er en ny normal for gas- og elpriser, som vi skal vænne os til, mener Kristian Rune Poulsen, der er chefkonsulent ved Green Power Danmark.

»Man kan se det som, at koppen er halvt fyldt eller halvt tom. Det er rigtig godt, i forhold til da der var krise, men priserne er stadig højere, end hvad vi har været vant til. Det er et nyt niveau, vi skal vænne os til,« siger han.

Gas ligger højt

Det, vi bruger allermest energi på i vores bolig, er opvarmning.

Op mod 380.000 danske husstande har gasfyr, viser tal fra Danmarks Statistik. Det er lidt mere end hver syvende bolig i Danmark.

Tidligere var Danmark afhængig af russisk gas. Efter energikrisen er det nu den nordamerikanske og mellemøstlige gas, der bliver sejlet til Danmark.

Netop det er skyld i, at gaspriserne fortsat er højere end før krisen.

»For forbrugerne vil det måske føles som en 50 pct. højere gasregning end før energikrisen,« siger Kristian Rune Poulsen.

Ifølge chefkonsulenten fik nogle forbrugere under energikrisen regninger på 40-50 kr. pr. kubikmeter gas.

Selv om prisen nu ligger omkring 10 kr. pr. kubikmeter gas, er det stadig højere end de 6-7 kr., som gaspriserne historisk har ligget omkring.

Lidelsesfællesskab med el

Elpriserne er til dels koblet op på gaspriserne. Så der er et vist lidelsesfællesskab for el- og gaskunder.

Forsyningen af el er i øjeblikket stabil, men det kan hurtigt ændre sig, lyder det fra Jens Nærvig Pedersen, der er senioranalytiker i Danske Bank.

Han peger på, at det er et skrøbeligt marked, der let påvirkes af både vejr og forholdene på det globale marked – bl.a. af udbud og efterspørgsel på naturgas.

Heller ikke de relativt lave elpriser, som vi har i øjeblikket, kan vi være sikre på vinteren igennem, mener Jens Nærvig Pedersen.

»Priserne kan sagtens stige – også betydeligt, fra hvor de ligger lige nu, men jeg er knap så bekymret for, at vi når de helt ekstremt høje niveauer, vi havde sidste år,« siger han.

Vejrfaktoren

Særligt vejret spiller ind på den danske elforsyning, og derfor er det heller ikke nemt at spå om, hvordan markedet udvikler sig.

Dog er det godt nyt, hvis efteråret forsætter sin milde facon. Så vil fyringssæsonen blive skubbet et par uger.

»Hvis vi kan skubbe den egentlige begyndelse på fyringssæsonen, kan vi fastholde et højere gaslager, inden der er behov for at skrue op for varmen. Det betyder en kortere periode, hvor vi forventeligt skal trække på gaslagrene, inden det bliver forår,« siger Jens Nærvig Pedersen.

Ligesom energiminister Lars Aagaard (M) opfordrer Kristian Rune Poulsen også til, at forbrugerne fortsat tænker over at spare på el og gas.

For at tage toppen af elregningen foreslår Kristian Rune Poulsen bl.a. at tage kogevasken om natten, eller når det blæser, hvor elpriserne ofte er lavere.

»Som forbruger kan man gå på tilbudsjagt ved at flytte på sit forbrug og holde øje med, hvornår priserne er lavest,« siger han.