Ny coronavariant er opstået - tredje tilfælde i Danmark bekræftet
En ny undervariant af omikron er fundet i fire lande. Tre danske tilfælde er bekræftet.
En ny undervariant af omikron, BA.2.86, er fundet i fire lande. I Danmark har Statens Serum Institut (SSI) netop bekræftet, at tre danskere er smittet med den nye variant.
Normalt udvikler virusset sig gradvist, men i dette tilfælde er det sket pludseligt.
»Det er usædvanligt, at corona forandrer sig så markant og udvikler 30 nye mutationer. Sidste gang, vi så så stor en forandring, det var, da omikron opstod,« siger seniorforsker hos Statens Serum Institut Morten Rasmussen i en pressemeddelelse.
SSI oplyser videre, at det endnu er for tidligt at sige noget om, hvor alvorlig den nye variant er. I samarbejde med internationale myndigheder undersøger SSI nu virusset for at klarlægge, hvor alvorligt og smitsomt det er.
Indtil videre tyder intet dog på, at det er mere alvorligt end de dominerende varianter i Danmark.
Hovedteorien lige nu er, at virusset kan have udviklet sig i én enkelt patient, som har været immunsupprimeret - dvs. en person, som har et svækket immunforsvar, typisk som følge af en behandling.
»Så teorien er, at virus har haft mulighed for at ændre sig over en længere periode, f.eks. i luftvejene hos en immunsvækket patient, for så pludseligt at have fået en fornyet evne til at blive overført til andre og give anledning til smittespredning,« siger faglig chef hos SSI Tyra Grove Krause.
Det er for tidligt at sige noget om virkningen af vacciner på den nye variant. Ifølge Tyra Grove Krause er forventningen hos SSI dog, at vaccinerne giver en god beskyttelse imod alvorlig sygdom - også i denne variant.
»Det er klart, at vi reagerer, når vi ser noget helt nyt, det er vores opgave. Men der er ingen af de tre tilfælde, der har haft andre symptomer end dem, der normalt ses ved covid-19-forløb.«
I begyndelsen af august er coronasmitten steget markant – dog fra et lavt niveau. SSI vurderer ikke, at smittestigningen, vi har set de seneste uger, har relation til den nye variant.