Jyllands-Posten tog på roadtrip med en af de få ellastbiler
Torsdag stemte politikerne en udskældt lastbilafgift igennem. Kartofler spærrede Storebæltsbroen – måske i protest, og Jyllands-Posten tog på roadtrip med en eldrevet lastbil, der, som en af de få, stort set undgår ekstraudgiften.
Sorte træsko parkeres rutineret i en glidende bevægelse på øverste trin i den tunge døråbning, mens Bjarne Hansen klatrer op i lastbilen. Ellastbilen.
»De kalder den ellerten,« fortæller lastbilchaufføren i sorte arbejdsbukser, sølvkæde om halsen, og en grå T-shirt proppet ned i buksekanten, så den indrammer en rund mave.