Sølvskat fra Harald Blåtands tid er dukket op på mark
Det er især vikingebebyggelserne i nærheden af de to fundne vikingeskatte, som interesserer arkæologer.
To vikingeskatte dateret til perioden omkring 980 er fundet ved den jyske by Bramslev i nærheden af Hobro.
Det oplyser Nordjyske Museer i en pressemeddelelse.
Samlet indeholder de to skatte op mod 300 stykker sølv. 50 af sølvstykkerne er mønter, som både er danske, tyske og arabiske, oplyser Nordjyske Museer.
Fundet er gjort i en vikingebebyggelse i nærheden af vikingeborgen Fyrkat, som Harald Blåtand byggede.
Og fundet begejstrer Torben Trier Christensen, som er museumsinspektør ved Nordjyske Museer.
- De to sølvskattene udgør i sig selv en helt fantastisk historie, men at finde dem nedlagt i en bebyggelse kun otte kilometer fra Haralds Blåtands vikingeborg Fyrkat er helt utroligt spændende, lyder det fra museumsinspektøren.
Det fremgår af pressemeddelelsen, at medlemmer af Nordjysk Detektorforening i efteråret fandt en del sølvmønter på en mark otte kilometer fra Fyrkat.
Ifølge Nordjyske Museer er de to skatte fundet mindre end 50 meter fra hinanden. Særligt fundet af korsmønter blandt de danske mønter finder arkæologer interessant.
Korsmønterne blev lavet i forbindelse med Harald Blåtands forsøg på at kristne danerne.
De blev slået i 970’erne og 980’erne, før han tabte magten til Svend Tveskæg, som var hans søn, i midten af 980’erne, mener Nordjyske Museer.
Det kan lære os mere om tiden. For vikingeborgen Fyrkat, som befinder sig tæt på findestedet, blev kun brugt i en kort periode omkring år 980, fremgår det af pressemeddelelsen.
Det samme gælder Harald Blåtands øvrige ringborge.
- Måske blev borgene ikke opgivet helt frivilligt, og måske skete det i forbindelse med det endelige opgør mellem Harald Blåtand og sønnen Svend Tveskæg, lyder det fra Torben Trier Christensen i pressemeddelelsen.
- Bramslevskattene blev efter alt at dømme nedgravet omkring samme tidspunkt eller kort tid efter, at borgene blev opgivet.
Slots- og Kulturstyrelsen giver 400.000 kroner i støtte, som betyder, at de arkæologiske undersøgelser fortsætter til efteråret.
Nordjyske Museer mener ikke, at det vil føre til fund af andre sølvskatte. Derfor vil det være målet at blive klogere på bygningerne, som har ligget i nærheden af de to fundne vikingeskatte.