Herretøjsbutik i Bryggen lukker efter konkurs
Det er efterdønninger af corona, der er en væsentlig årsag til lukningen af de 11 danske butikker.
Omkring 80 ansatte i tøjkæden Bertonis 11 danske butikker starter året ud med at skulle på jobjagt.
Modetøjsbutikkerne for mænd drejer nemlig nøglen om, for ejerkredsen har besluttet at indgive konkursbegæring. Det skriver Finans.dk.
Dermed er der udsigt til endnu en butikslukning i shoppingcentret Bryggen her få dage efter nyheden om, at Kvickly er på vej væk til fordel for en placering ved Gammel Havn.
Ifølge bestyrelsesformand Lars Jørgensen fra Bertoni Group, der har hjemme i Beder syd for Aarhus, er situationen trist og ude af ledelsens kontrol.
»Det, der gør mig mest ked af det, er alle de fantastiske medarbejdere, som nu mister deres job. De har udvist meget stort engagement og kamplyst og har gjort en kæmpe indsats,« skriver Lars Jørgensen i en pressemeddelelse.
Konkursen skyldes primært, at virksomheden har haft svært ved at rejse sig oven på de nedlukninger af detailhandlen, som coronapandemien var skyld i.