Fortsæt til indhold
Indland

Spøgelsesfamilie giver myndighederne hovedpine – ingen ved, hvem de er

En familie i Jelling har i mere end 11 år forsøgt at opnå asyl. Myndighederne tror, de lyver om, hvem de er. Men hvordan udviser man en familie, som ikke kan identificeres? Dansk politi gjorde et forsøg, som endte galt.

En langlemmet skikkelse træder ud i støvregnen. Lighteren får ild på en smøg, og gløden blusser op under de trætte øjne, der gemmer sig bag hættetrøjen.

Aleksandr Gromov, ja, lad os kalde ham sådan, kigger sig lidt omkring i den søvnige jyske stationsby.

Selv om han står lige her foran os – selv om man kan støde på ham i supermarkedet, i svømmehallen eller i den lokale sportshal – så eksisterer han faktisk slet ikke.

Aleksandr Gromov er et spøgelse.