Fortsæt til indhold
Indland

Viborg HK henter cheftræner fra konkursramt klub

Rygterne viste sig at være ikke helt ved siden af.

Viborg HK har indgået en 3-årig aftale med Ole Bitsch som ny cheftræner fra sæson 2023/24.

Offentliggørelsen kommer blot dagen efter, at Randers HK, Ole Bitschs nuværende klub, har meldt ud, at man står overfor en snarlig konkurs.

Allerede inden det blev offentliggjort, at den nuværende cheftræner for VHK, Jakob Vestergaard, stopper efter denne sæson, gik rygterne, at Ole Bitsch var på vej til Viborg.

»Jeg ser det som et noget nært perfekt match. Jeg har kendt ham i mange år. Jeg har endda selv trænet ham, da han var ungdomsspiller i Bjerringbro, og jeg kender ham også igennem Viborg Idrætsråd,« siger direktør for Viborg HK Jens Steffensen i en pressemeddelelse.

Ifølge direktøren er der et positivt værdimatch mellem Ole Bitsch og klubben.

»Jeg ser det som en stor sidegevinst, at han har arbejdet med at forene byen igennem VFH, og så er Ole jo en Viborg dreng, og det er godt for begge parter,« siger Jens Steffensen.

At komme hjem til sin egen by er noget, hovedpersonen selv ser meget frem til:

»Jeg er stolt og beæret over, at jeg fra næste sæson bliver cheftræner for det, der historisk set er Danmarks største kvindehåndboldklub. At klubben er et andet sted lige nu, skræmmer mig ikke – tværtimod. Jeg kommer netop til at arbejde med opbygning og udvikling, og det er der mine interesser og kompetencer er størst,« siger Ole Bitsch.

»Det er en stor glæde for mig at komme til at arbejde med VHK, som altid har ligget mit hjerte nært. Jeg er fra byen og har derfor altid haft den naturlige stolthed over klubben, som enhver viborgenser har, og så har mine egne bedste håndboldår også været i VHK,« fortsætter han.