Fortsæt til indhold
Indland

Mary kommenterer fratagelse af kongelige titler

Kronprinsesse Mary kommenterer, at prins Joachims børn har fået frataget deres titler som prinser og prinsesser.

Det har vakt stor debat, at dronningen har valgt, at prins Joachims fire børn fra årsskiftet ikke længere skal kunne pryde sig med titlerne som prinser og prinsesser af Danmark.

Nu kommenterer kronprinsesse Mary over for flere medier herunder BT fratagelsen af sine nevøer og niecers titler.

»Forandring kan være umådeligt svært, og det kan gøre rigtig ondt. Det tror jeg også, de fleste har prøvet,« siger kronprinsessen ifølge BT.

»Men det er ikke ensbetydende med, at beslutningen ikke er den rigtige. Vi kommer også til at se på vores børns titler, når den tid kommer.«

Onsdag offentliggjorde Kongehuset en pressemeddelelse om, at dronning Margrethe har besluttet, prins Joachims børn får frataget deres titler fra 1. januar 2023.

»Prins Joachims efterkommere vil således fremover skulle tiltales som excellencer. Dronningens beslutning ligger i tråd med lignende tilpasninger, som andre kongehuse på forskellig vis har gennemført i de senere år,« skrev kongehuset i pressemeddelelsen.

Prins Joacim har børnene Nikolai på 23 år og Felix på 20 år, Henrik på 13 år og Athena på 11 år. De kan beholde deres titler som grever og komtesse af Monpezat.

Samme dag deltog dronningen i et arrangement på Nationalmuseet, hvor hun sagde, at beslutningen er taget med henblik på at sikre børnene en god fremtid.

»Det er overvejelser, som jeg har gået med ganske længe, og jeg tror, det er godt for dem,« da den fremmødte presse spurgte ind til beslutningen.

De fire børn beholder deres pladser i arvefølgen. De er nummer 7, 8, 9 og 10. Her ses fra venstre Prins Felix, prinsesse Athena, prins Henrik og prins Nikolai under fejringen af dronningens 50-års regeringsjubilæum. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Men prins Joachim og prins Nikolai er langt fra enige i beslutningen.

I et videointerview med Ekstra Bladet siger en tydeligt berørt prins Joachim.

»Vi er alle sammen meget kede af det. Det er aldrig sjovt se sine børn på den måde blive gjort fortræd. De står selv i en situation, de ikke selv forstår.«

Han fortæller desuden til Ekstra-Bladet, at han fik »fem dages varsel« til underrette sine børn om dronningens beslutning.

Kommunikationschef hos Kongehuset Lene Balleby oplyser omvendt til B.T., at prins Joachim allerede fik at vide at børnene ville få frataget deres titler allerede i maj.

Til Ekstra-Bladet siger prins Joachims ældste barn prins Nikolai, at han er uforstående over for sin farmors beslutning og måden, børnene har fået frataget deres titler på.

»Hele min familie og jeg er selvfølgelig meget kede af det. Vi er, som mine forældre også har udtalt, i chok over denne her beslutning og over, hvor hurtigt det i virkeligheden er gået,« siger prins Nikolai til mediet.

Det blev allerede besluttet i 2016, at det kun er kronprins Frederik og kronprinsesse Marys ældste søn og tronarving, prins Christian, der kommer til at modtage årpenge, mens resten af kronprins Frederik og prins Joachims børn skal være selvforsørgende.