Glyngøre varmer op til fejring af Vingegaard: »Der bliver fest uanset«
Både i København og i Jonas Vingegaards hjemby håber man at kunne hylde danskerens bedrifter i verdens hårdeste cykelløb.
Jonas Vingegaard kan godt begynde at glæde sig til en pragtmodtagelse i sin hjemby Glyngøre, når han vender hjem fra Frankrig efter at have gennemført årets Tour de France.
For både hvis danskeren slutter øverst på podiet i Paris eller hvis han må nøjes med en af de to sekundære placeringer, bliver der fejring og folkefest i den gamle fiskerby i Salling. Det tør man godt love.
»Der bliver fest uanset. Det er helt sikkert,« siger Susan Aaen, som til daglig er provst i Glyngøre, men nu også fungerer som frivillig medarrangør af programmet.
Selve fejringen af Vingegaard – 7, 9, 13 – skal foregå på byens stadion, men først bliver der paradekørsel gennem Glyngøre med Vingegaard og familie i bil efterfulgt af børn på cykler. Ruten skal blandt andet gå forbi havnen og det lokale ældrecenter, hvor beboerne går meget op i cykling, fortæller Susan Aaen, som selv har boet i 31 år byen.
»Så mange som muligt skal have mulighed for at følge med. Vi planlægger en stor fest, når Jonas kommer hjem. Vi ved bare ikke, hvornår det bliver,« siger hun.
Forhåbentlig bliver det i næste uge, men det kan også blive senere. Detaljerne mangler stadig at falde på plads.
Stadig tre etaper tilbage
Nu skal man selvfølgelig ikke kåre vinderen, før løbet er kørt, og Jonas Vingegaard understreger da også selv, at han stadig tager en dag ad gangen hele vejen til Paris.
Men med tre etaper tilbage af årets tour – herunder en enkeltstart og paradekørslen til Champs-Élysées – fører danskeren med over tre minutter ned til topkonkurrenten Tadej Pogacar på andenpladsen.
Også i København, hvor årets tour begyndte, håber man at kunne fejre Vingegaard, hvis han gør triumftoget færdigt og vinder verdens hårdeste cykelløb.
Programmet er ikke meldt ud endnu, men muligheden er til stede for, at der bliver samme folkefest som i sommeren 1996, da Bjarne Riis vandt touren, som den første dansker nogensinde – dog ikke på kildevand alene.
Tivoli byder sig til
Tivoli lægger i hvert fald gerne scene til en fejring af Vingegaard og de øvrige danske ryttere, hvis nordjyden ender i gult på podiet i Paris, oplyser forlystelsesparken. Dermed kan touren afrundes samme sted, som den begyndte for tre uger siden; med rytterne på Plænen i Tivoli.
Det var præcis, hvad der skete i 1996, da ”Ørnen fra Herning” og de fire andre danske ryttere fra det års Tour de France, Bo Hamburger, Rolf Sørensen, Brian Holm og Jesper Skibby, blev hyldet på Plænen.
Daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) holdt tale, Bjarne Riis’ yndlingsband, Tørfisk, underholdt med musik. og Anne Dorte Michelsen sang om »Bjarne i den gule trøje«.
Årets Tour de France slutter søndag i Paris.