Beredskaber advarer om brandfare: »Det er meget, meget tørt«
Efter en »exceptionelt« tør april er tørkeindekset nu helt oppe på 9,4 i Danmark. Derfor bør man være forsigtig med særligt ukrudtsbrænderen i øjeblikket, lyder opfordringen fra Danske Beredskaber.
Foråret er sæson for havearbejde og ukrudtsbrænding og dermed også for, at brandvæsenet må rykke ud til brændende skure, carporte og huse, når ilden antænder mere end det uønskede ukrudt.
Og i disse dage er det ekstra vigtigt at være opmærksom på brandfaren, lyder det fra Danske Beredskaber. Efter en særligt tør april er det landsdækkende tørkeindeks ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) nemlig steget til 9,4 på en skala, der strækker sig fra 0-10.
»Vi så allerede i denne weekend, at der rundt om i beredskaberne har været en vis ærgerlig aktivitet omkring folks brug af ukrudtsbrændere. Jeg kan godt forstå, at man vil af med det irriterende ukrudt i indkørslen, men risikoen er, at det ikke kun er det, man kommer af med, men også træplankeværket, carporten eller endnu værre: Selve huset,« siger Bjarne Nigaard, sekretariatschef hos Danske Beredskaber.
Han fortæller, at brandfareindekset var højt i weekenden, og at brandvæsenet måtte rykke ud til flere brande forårsaget af ukrudtsbrændere.
»For at sige det på godt jysk: Vi keder os ikke i øjeblikket,« siger han.
En pressemeddelelse, som Syd- og Sønderjyllands Politi har sendt ud tirsdag, bekræfter billedet. Politikredsen skriver, at det gik galt for hele fire husejere i Syd- og Sønderjylland, da de brændte ukrudt i weekenden. Lørdag udbrød der brand i et skur i Bramming, et sommerhus i Blåvand og en carport i Hjerting, mens der søndag opstod brand i en garage i Esbjerg.
Alle fire er efterfølgende sigtet for overtrædelse af beredskabsloven, skriver politikredsen, som på baggrund af hændelserne opfordrer til »forsigtig omgang med ukrudtsbrændere«.
Brandfareindekset kan findes på brandfare.dk. Det er udarbejdet af DMI og er ifølge Bjarne Nigaard fra Danske Beredskaber baseret på data om tørke, men også om vindforhold, vegetation, jordbundsforhold osv. Tirsdag er brandfareindekset faldet til moderat over langt det meste af landet, men frem mod næste weekend stiger det igen til høj brandfare i næsten i hele landet.
»Det betyder simpelthen, at der ikke skal ret meget til, før man kan antænde en brand ved en lille glød eller mindre flamme,« siger Bjarne Nigaard.
Han understreger, at man også bør passe på, hvis man tænder grillen eller skal skille sig af med cigaretskod. Men erfaringen viser altså, at det i særligt disse forårsmåneder er ukrudtsbrænderne, som skaber problemer.
»Derfor er det lige nu, at vi synes, det er vigtigt at sige til havefolket, at man skal tænke sig om.«
»Exceptionelt« tør april
Hos DMI forklarer vagthavende meteorolog Lars Henriksen, at tørken skyldes et højtryk tæt på Danmark, der har holdt alle fronter med regn væk fra landet.
»April er kendetegnet ved generelt at være en relativt tør måned, men den har været exceptionelt tør i år,« siger han og uddyber:
»Det er meget, meget tørt, hvis du sammenligner med normalt. Men der er ikke noget specielt i det – man ser det en gang i mellem.«
Og når meteorologen kigger de næste 7-10 dage ud i fremtiden, ser det tørre vejr ud til at fortsætte.
»Der er ikke noget, der tyder på, at vi får store regnvejr ind over landet,« siger han.
Hverken Lars Henriksen eller Bjarne Nigaard peger særlige områder ud som værende i ekstra risiko. Selv om der er små udsving, når man ser på både tørkeindeks og brandfareindeks, er der tørt i det meste af landet.
Til gengæld er der ifølge Bjarne Nigaard ikke udsigt til, at grillsommeren bliver truet af deciderede afbrændingsforbud, som man oplevede det i 2018.
»Der er endnu ikke nogen indikationer af, at der skal indføres adfærdsregulerende regler på den måde. Men vi er alle sammen nødt til at hjælpes ad med at tænke os om. For vi skulle helst heller ikke komme i nærheden af det,« siger han.
Sekretariatschefen uddyber, at arbejdsbelastningen hos brandvæsenet også tæller med som »et lille lod i vægtskålen«, når der tages stilling til afbrændingsforbud, og at sandsynligheden for regulering derfor mindskes, hvis der skal rykkes ud til færre brande, fordi folk er påpasselige.
»Lad os alle sammen hjælpes ad med at få et godt forår og en god grillsommer,« siger han.