Fortsæt til indhold
Indland

Dommer har fængslet 23-årig efter ny voldtægtslov

Ifølge den nye lov er der altid tale om voldtægt, hvis en person over 22 år har sex med en person under 15.

/ritzau/

En 23-årig mand er tirsdag efter et næsten tre timer langt grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg, blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Han er sigtet for fredag at have voldtaget en 13-årig pige.

Sagen er en af de første - hvis ikke den første - efter en ny voldtægtsbestemmelse, der trådte i kraft 1. marts.

Indtil da var der altid tale om voldtægt, hvis en person havde sex med et barn under 12 år.

Det var også ulovligt at have sex med børn mellem 12 og 15 år, men der var ikke tale om voldtægt, hvis begge parter var enige om det.

Sidste år vedtog Folketinget en ændring af straffelovens paragraf 216, så der altid er tale om voldtægt, hvis en 22-årig eller ældre har sex med et barn under 15.

Straffeloven paragraf 216, stk. 2 lyder derfor i dag:

”For voldtægt straffes med fængsel indtil 12 år den, som har samleje med et barn under 12 år. På samme måde straffes den, som er fyldt 22 år og har samleje med et barn under 15 år”.

Den nye bestemmelse betyder, at den 23-årige blev varetægtsfængslet for voldtægt.

- Han erkendte sig skyldig i overtrædelse af paragraf 216, stykke 2, og han kærede ikke afgørelsen om varetægtsfængsling til landsretten, siger anklagerfuldmægtig Stine Andersen.

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, så det er ikke muligt at få oplyst, hvad den 23-årige i øvrigt har forklaret.