Storbritannien har overhalet den danske regering indenom. Men hvad er det egentlig, de har aftalt med Rwanda?
Boris Johnsons kontroversielle Rwanda-aftale får kritik af det britiske arbejderparti, men minder på lange stræk om den asylpolitik, som den danske regering drømmer om. Få overblikket over alt, du skal vide om den nye aftale.
Som ud af den blå luft landede den britiske regering i sidste uge en stor flygtningeaftale med det lille afrikanske land Rwanda.
For rullende kameraer stod indenrigsminister Priti Patel af flyet i hovedstaden, Kigali, og trykte hånd med Rwandas udenrigsminister. Premierminister Boris Johnson holdt en stor tale i byen Kent.
Herhjemme gjorde udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye det næsten samtidigt klart, at Danmark også forhandler om et modtagecenter med Rwanda.
Hvad er op og ned i sagen? Få overblikket her.
Hvad har Storbritannien og Rwanda aftalt?
De to lande har underskrevet en opsigtsvækkende aftale, der varer i foreløbig fem år og fundamentalt ændrer Storbritanniens asylpolitik.