Familier brød i gråd: Fem mænd dømt for stort hashsmugleri
Fem mænd er blevet idømt mellem syv og ti års fængsel for at smugle 2,5 ton hash til Danmark.
Flere familiemedlemmer brød sammen i gråd, da fem mænd torsdag eftermiddag blev idømt årelange fængselsstraffe for i fællesskab at have indsmuglet 2,5 ton hash til Danmark.
Dommen blev afsagt i et tætpakket retslokale i Herfølge, som i dagens anledning var udlånt til Retten i Holbæk.
En 47-årig mand blev idømt ti års fængsel, mens tre mænd på henholdsvis 42, 45 og 47 år fik hver otte års fængsel.
Den femte - en 41-årig mand - blev idømt syv års fængsel.
Ifølge dommen fungerede de fem som en organisation, og de var fælles om at indføre de store mængder hash til Danmark.
Tre af de dømte ankede deres domme på stedet. De resterende to bad om tid til at overveje, hvorvidt de vil tage sagen videre til landsretten.
Mange pårørende var mødt op til domsafsigelsen i Herfølge.
De nærmeste familiemedlemmer fik lov at indtage 12 tilhørerpladser i selve retslokalet, mens resten måtte følge retsmødet via et videolink i et tilstødende rum.
De fem mænd var i anklageskriftet tiltalt for at have bestilt og modtaget sammenlagt mere end seks ton hash. Der er dog kun fundet bevis for indsmugling af en væsentligt mindre mængde af det ulovlige stof.
Der har gennem sagen været navneforbud for de fem tiltalte. Deres forsvarere anmodede ved domsafsigelsen om at få udstrakt navneforbuddet, og det accepterede dommeren.