Fortsæt til indhold
Indland

Byret har dømt kommunaldirektør for bedrageri under USA-tur

Sorøs tidligere kommunaldirektør misbrugte kommunens betalingskort til fornøjelser i Tennessee. Han anker dom.

/ritzau/

Retten i Næstved har fundet den tidligere kommunaldirektør i Sorø Kommune skyldig i bedrageri. 40 dages fængsel er straffen, som dog gøres betinget af, at han udfører samfundstjeneste.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi torsdag.

Kommunaldirektøren vil anke til Østre Landsret, skriver DR Nyheder med henvisning til hans forsvarer, advokat Anders Németh.

Sagen skyldes, at kommunaldirektøren i 2019 brugte kommunens betalingskort til koncertbilletter og en privat middag i USA. Beløbet var cirka 6700 kroner.

Det var DR Nyheder, som oprindeligt bragte sagen frem i offentligheden. Kommunens betalingskort blev brugt til fornøjelser i Nashville i staten Tennessee. Han var i USA til en konference.

Retten oplyser, at de to domsmænd og den juridiske dommer har været enige om at finde den 56-årige tidligere kommunaldirektør skyldig.

Kommunaldirektøren har erkendt, at han gav forkerte oplysninger i forbindelse med tjenesteafregningen. Men det var en fejl, har han forklaret.

Imidlertid mener retten, at han havde vilje til at bedrage kommunen. Det skyldes især teksten til de afholdte udgifter i forbindelse med tjenesteafregningen. Og retten lægger også vægt på en tidligere indberetning fra 2017 om deltagelse i den samme konference.

Kommunen besluttede sidste år at sende en anmeldelse til politiet. I kommunalbestyrelsen stemte kun en imod, mens 23 stemte for.

I august valgte kommunaldirektøren at sige op. Han begrundede det med, at tiden var inde til at skifte spor. Han ville i stedet bruge sine kompetencer i den grønne omstilling, lød det.