Skudoffer er anholdt for at udeblive fra afhøring i retten
Torsdag formiddag har politiet anholdt centralt vidne i sag om dobbeltdrab i Kalundborg.
Den eneste overlevende efter voldsomt skyderi en novemberaften i 2020, dukkede ikke op i retten torsdag morgen, hvor han som centralt vidne skulle afgive forklaring.
Derfor blev politiet sendt ud for at anholde ham.
Manden skal i et retslokale i Herfølge afhøres i sagen mod seks mænd, der er tiltalt for dobbeltdrab og forsøg på at dræbe ham.
- Telefonen er slukket, og vi kan ikke få fat på ham, har offerets bistandsadvokat Michael Lindquist, sagt i retsmødet.
Han har forklaret, at der indtil for nylig har været fin kontakt til offeret, men at det på det seneste ikke har været muligt at få fat på ham.
Derfor fremsatte anklager Anja Lund Liin en anholdelsesbegæring.
Det valgte retsformanden at efterkomme, og politiet blev sendt afsted efter ham.
Omkring halv time senere kunne Anja Lund Liin meddele, at han var blevet fundet og anholdt.
Den 17. november i 2020 på p-pladsen ved Meny i Kalundborg blev han selv og to andre mænd skudt ned og ramt af henholdsvis tre, seks og otte skud.
De to andre mænd blev dræbt den aften.
Han ventes at afgive sin forklaring torsdag eftermiddag om, hvad der skete den novemberaften i 2020.
Ifølge anklagemyndigheden var skyderiet en kulmination på længere tids konflikt mellem den forbudte bande Loyal To Familia og en bandegruppering kaldet Sydkystgruppen, som en af de dræbte var medlem af.