Toldere fandt 19 liter flydende kokain i vinflasker hos rejsende
En rejsende påstod, at vinflasker indeholdt rødvin. En undersøgelse afslørede, at det var flydende kokain.
Under dække af at føre 13 magnumflasker med rødvin ind i landet forsøgte en rejsende fredag i den forgangne uge at smugle hård narkotika ind i landet via Københavns Lufthavn.
Men tolderne fattede mistanke til flaskernes indhold, og det skulle efterfølgende vise sig, at der var tale om kokain i flydende form.
Flaskerne indeholdt 19 liter af det forbudte stof.
Det var en stikprøvekontrol i tolden, som i første omgang førte tolderne på sporet. Den rejsende forklarede, at der var tale om rødvin, men det lod tolderne sig ikke spise af med.
Flaskernes indhold blev undersøgt nærmere, og en analyse af indholdet har altså afsløret, at det var kokain, som var i flaskerne.
- Vi holder et skarpt fokus på indsmugling af narkotika blandt rejsende, og vi ser desværre med jævne mellemrum, at rejsende forsøger at smugle kokain ind via lufthavnene, siger Michael Lund, der er kontroldirektør i Toldstyrelsen.
Styrelsen benytter sig ifølge direktøren af både særlige bagageskannere og toldhunde, når de udfører stikprøvekontroller.
- Overordnet er den her sag startet som en helt almindelig stikprøvekontrol, som vores toldere udfører hver dag ved grænserne.
- Vores toldere er uddannet til at spørge ind til rejsemønstre og bagage. Når der er noget i forklaringen, der vækker mistanke, så kan vi vælge at bruge yderligere kontrol i form af vores skannersystem samt vores toldhunde, siger direktøren uden at kunne gå i detaljer med den konkrete sag.
I 2020 tilbageholdte Toldstyrelsen 22 kilo kokain, 38 kilo amfetamin og hele 394 kilo cannabis.
Tolderne har overgivet sagen til Københavns Politi, som nu står for den videre efterforskning af sagen.
Politiet oplyser, at en 25-årig udenlandsk mand - den rejsende - er anholdt i sagen. Han blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i København, hvor han blev varetægtsfængslet i foreløbig 11 dage.
- Det er ikke så ofte, at vi ser kokain forsøgt indsmuglet på denne her måde. Men vi har oplevet det nogle få gange, fortæller efterforskningsleder Knud Hvass.
/ritzau/