Grønlands Politi beder borgere i Nuuk holde sig inden døre
Politi i Nuuk er i gang med at efterforske en potentielt farlig hændelse i den nordvestlige del af byen.
Politi er i øjeblikket talstærkt til stede i Nuuk i Grønland. Det sker efter meldinger om, at en potentielt farlig hændelse er ved at udspille sig i den nordvestlige del af byen.
Det oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse mandag aften dansk tid.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 14.26 lokal tid og er siden gået i gang med at sikre området omkring vejen Paarnat og opsætte afspærringer.
Befolkningen i området bedes blive inden døre, indtil politiet har meddelt, at situationen er overstået. Samtidig opfordrer politiet folk, der måtte være på vej til stedet, til at ændre deres planer.
- Folk derude må rigtig gerne holde afstand og lade politiet gøre sit arbejde, så vi kan få denne situation overstået så hurtigt som muligt, siger Fabian Uth Nielsen, presse- og kommunikationsmedarbejder ved Grønlands Politi.
Han ønsker ikke at uddybe, hvad den potentielt farlige hændelse drejer sig om.
Der ventes at blive meldt nyt ud om sagen senest midnat dansk tid.