Fortsæt til indhold
Indland

1.000 Men in Black-demonstranter gik på gaden i København

Protestbevægelsen Men in Black markerede ved en demonstration i København søndag aften årsdagen for bevægelsens første demonstration, der førte til flere anholdelser og fængselsdomme. Søndagens demonstration foregik anderledes fredeligt, oplyser Københavns Politi.

Sent søndag eftermiddag samledes omkring 1.000 demonstranter fra organisationen Men in Black i København for at markere årsdagen for gruppens første officielle demonstration.

Protestbevægelsen har under pandemien demonstreret flere gange i protest mod vaccination, nedlukninger og den politiske håndtering af corona.

Forsamlingen samlede sig på Rådhuspladsen i og vandrede derfra nogle timer rundt i Københavns gader, hvor de også kom forbi Christiansborg. Klokken 20 var der ifølge TV2 Lorry omkring 300 demonstranter tilbage på Rådhuspladsen.

Rådhuspladsen var sort af mennesker. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Operationsleder hos Københavns Politi, Dyre Sønnicksen, siger til TV2 Lorry at søndagens demonstration er foregået uden de større problemer, og at der ikke har været anledning til nogen anholdelser eller anmeldelser

»Det er foregået okay fint. De har gjort, hvad vi har bedt dem om, men de har skudt med fyrværkeri og kanonslag,« siger han til TV2 Lorry.

Nogle af demonstranterne affyrede fyrværkeri og andet pyroteknik under demo-marchen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Demonstrationen skulle have sluttet klokken 19.00, men politiet lod demonstranterne gå deres rute færdig.

Demonstrationen den 9. januar sidste år gik anderledes voldsomt for sig, og udløste flere fængselsdomme med en hårdere strafudmåling grundet den særlige coronaparagraf om strafforhøjelse, der giver retten mulighed for at hæve straffen til det dobbelte hvis lovovertrædelsen »har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark«.

Ved demonstrationen for et år siden blev 16 betjente ramt af genstande ved urolighederne. Men i år var demonstrationen andlerledes fredelig, oplyser Københavns Politi. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Således blev en 31-årig kvinde ved Københavns Byret idømt to års fængsel for at have opfordret til vold i forbindelse med en tale foran Københavns Rådhus. Østre Landsret afviste senere coronaparagraffen og nedsatte straffen til 60 dages ubetinget fængsel.

En 31-årig mand, der affyrede romerlys og ramte en betjent under samme demonstration, blev i april idømt halvandet års ubetinget fængsel.

En 39-årig mand modtog i april en dom på 15 måneders fængsel for at have tændt og smidt et kanonslag mod politiet samt for at have tilskyndet andre til lignende forstyrrelse og overfald på politiet. Østre Landsret valgte imidlertid at nedsætte straffen til 12 måneders fængsel.

I alt blev 16 betjente ramt af genstande under urolighederne ved demonstrationen i januar sidste år.

Men in Black har de seneste dage også holdt demonstrationer i Aarhus og Odense. Lørdag aften var mellem 800 og 1.000 mennesker på gaden i Aarhus, der ifølge Østjyllands Politi også forløb roligt.

Politiet sigtede i den forbindelse to mænd for overtrædelse af fyrværkeriloven, og seks personer blev under demonstrationen sigtet for besiddelse af narkotika.