Fortsæt til indhold
Aarhus

Knap tusinde demonstrerede i Aarhus' gader

Mellem 800 og 1.000 havde lørdag valgt at gå på gaden for at demonstrere mod vaccination og den politiske håndtering af corona.

JP Aarhus

»Fuck coronapas!«, »Aarhus smider masken og smiler« og »Freedom Now« stod der på de demonstrerendes skilte, da de lørdag aften demonstrerede mod vaccination af corona og coronarestriktioner.

Bag demonstrationen stod gruppen »Modstand Midtjylland«. Græsrodsbevægelsen har lidt over 1.400 følgere på Facebook og beskriver sig som »en modstandsgruppe, som kæmper for frihed og imod coronarestriktionerne«.

Demonstrationen var anmeldt til at begynde kl. 18.00, men allerede Kl. 15.12 fik Østjylland Politi en anmeldelse om, at der blev affyret bomberør på Rådhuspladsen.

Politiet sigtede i den forbindelse en 27-årig mand for overtrædelse af fyrværkeriloven. Han havde ifølge politiets døgnrapport 15 bomberør på sig, som alle blev beslaglagt.

En anden ung fyr blev sigtet for en lignende hændelse, da han i optoget affyrede et romerlys, da optoget ramte Dokk1 kl. 21.30.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Politiet anslår, at der i alt var 800-1.000 demonstranter på gaden i forbindelse med demonstrationen, der ellers forløb roligt.

Seks personer blev under demonstrationen sigtet for besiddelse af narkotika. Demonstrationen stilnede af omkring Kl. 21.45, hvor der kun var få demonstranter tilbage på Rådhuspladsen.