Læsere undrer sig: Hvornår kan man smittes med Omikron-varianten, hvis man har været smittet med andre coronavarianter?
To læsere undrer sig over, hvor hurtigt man kan blive smittet med den nye coronavariant, omikron, hvis man er tidligere smittet med en af de andre coronavarianter.
To læsere har spurgt Jyllands-Posten, hvornår man kan blive smittet med den nye coronavariant, omikron, hvis man tidligere har været smittet med andre coronavarianter.
Omend der ikke er et helt entydigt svar på spørgsmålet, vil vi forsøge at komme det lidt nærmere med hjælp fra to danske eksperter i infektionsmedicin.
Det korte af det lange er, at risikoen for at blive smittet med omikron er markant højere blandt tidligere coronasmittede, end man har set ved andre virusvarianter.
Det forklares med, at den immunitet, som man opnår efter smitte med andre coronavarianter som eksempelvis delta-varianten ikke giver nogen særlig god beskyttelse overfor den nye omikronvariant.
Sådan lyder det fra Jens Lundgren, der er professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet.
Han bakkes op af Lars Østergaard, professor ved Institut for Klinisk Medicin og ledende overlæge for Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, der ligeledes understreger, at den nye virusvariant er bedre til at bryde igennem et immunforsvar opbygget gennem tidligere smitte.
Hvor hurtigt man kan blive smittet med den nye variant efter endt smitte, vil dog variere fra person til person alt efter, hvor godt et immunforsvar den enkelte har opbygget. Der er dog noget, som tyder på, at den nye virus er bedre til at bryde igennem immunforsvaret:
»Hvor længe man er beskyttet efter tidligere coronasmitte er meget individuelt, men i træskolængder har seks måneder ikke været et dårligt bud. Det er dog ikke nødvendigvis tilfældet med den nye virusvariant, og derfor vil vi formentlig se flere gennembrudsinfektioner på et tidligere tidspunkt, end vi har set før med eksempelvis deltavarianten,« siger Lars Østergaard.
Gennembrudsinfektioner forekommer, når virus bryder gennem et immunforsvar, som er opbygget af enten vacciner eller tidligere smitte. At man er immun i kortere tid efter endt sygdom skyldes ifølge Østergaard , at sammensætningen af den nye virusvariant skiller sig meget ud fra tidligere varianter:
»Hvis man får en infektion, så danner kroppen antistoffer, der genkender og bekæmper virus, som kroppen tidligere har været udsat for. Men den nye virus har så mange ændringer i sin opbygning, at det immunsystem, som man har opbygget fra tidligere infektioner, ikke genkender det og dermed ikke reagerer så godt på omikron end på de andre infektioner vi har set.«
Det vides endnu ikke, hvad udsigterne er for at blive gensmittet med omikron-varianten, hvis man en gang har været smittet med denne.