Der er fundet yderligere to tilfælde af omikron i Danmark

Fire mistænkte tilfælde af ny variant er afkræftet. Der er påvist i alt fire tilfælde af omikron i Danmark.

Artiklens øverste billede
Arkivfoto: Marius Renner

Der er fundet yderligere to tilfælde af omikron i Danmark.

Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse.

Det betyder, at der i alt er påvist fire tilfælde af den nye coronavariant i Danmark. De har alle forbindelse til rejseaktivitet i Sydafrika.

Rasmus Rask Skolen i Odense oplyser desuden i en pressemeddelelse, at der ikke er tale om smitte med omikron-varianten på skolen.

Skolen oplyste søndag, at der var mistanke om tilfælde af den nye corona-variant på skolen. Men SSI har tirsdag meddelt skolen, at der er tale om en velkendt variant.

- Det er en lettelse, at vi i dag har modtaget besked om, at smitten, som var under mistanke for at være en ny corona-variant, heldigvis er den velkendte Delta-variant.

- Så kan vi vende tilbage til hverdagen hurtigt igen. I løbet af eftermiddagen får alle forældre og elever besked via Aula om tilbagevenden til skolen, siger skoleleder Lasse Bach Sørensen i en pressemeddelelse.

SSI oplyser, at fire mistænkte tilfælde med varianten omikron er blevet afkræftet.

Der er stadig otte mistænkte tilfælde, der endnu ikke er blevet helgenomsekventeret.

De to første tilfælde af omikron blev bekræftet søndag i en pressemeddelelse fra SSI.

Den nye variant, der først blev fundet i det sydlige Afrika, har fået Sundhedsstyrelsen til at skærpe retningslinjerne for smitteopsporing, når der er tale om smitte med omikron.

Det anbefales nu, at både nære kontakter og nære kontakters nære kontakter går i selvisolation og bliver PCR-testet på dag 1, 4 og 6, efter at man har haft kontakt til den smittede.

Det gælder, uanset om man er vaccineret eller ej.

Selvisolationen kan ophæves igen ved negativt svar på den sidste test på dag 6.

Der er også blevet indført rejserestriktioner for en række lande i det sydlige Afrika som følge af den nye variant.

Det drejer sig om Angola, Malawi, Zambia, Lesotho, Sydafrika, Botswana, Zimbabwe, Mozambique, Namibia og Eswatini - tidligere Swaziland.

Restriktionerne betyder, at Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til de ti lande, og at man skal gå i isolation i ti dage og lade sig teste, når de kommer tilbage til Danmark.

Omikron frygtes at være mere smitsom end den dominerende Delta-variant. Den er muligvis også mindre følsom over for antistoffer fra vacciner. Der mangler dog officielle data til at be- eller afkræfte disse formodninger.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen