Fortsæt til indhold
Indland

Red Barnet: Grooming-paragraf skal sikre børn mod krænkelser

Red Barnet vil have indført en grooming-paragraf efter sag om digitale krænkelser af 115 drenge.

/ritzau/

Torsdag er en 35-årig mand ved Vestre Landsret blevet idømt otte års fængsel for at have krænket 115 drenge digitalt.

Sidste år blev en 22-årig mand idømt seks års fængsel for have taget kontakt til 169 kvinder via sociale platforme og manipuleret dem til at udføre seksuelle handlinger.

Ifølge Red Barnet kan en grooming-paragraf være vigtig i bekæmpelsen af digitale krænkelser mod børn.

Grooming er netop, når en voksen opbygger en relation til børn - eksempelvis online - med det formål at begå overgreb.

- Der er ingen tvivl om, at en grooming-paragraf er et væsentligt skridt for at sikre børnebeskyttelse i det digitale. Vi bliver nødt til at sikre, at domstolene forstår, hvad grooming er, siger Per Frederiksen, psykolog i Red Barnet.

- Der skal være enighed om, at det faktum, at det finder sted digitalt ikke er en formildende omstændighed i sig selv.

- Det må ikke ses på, som om det ikke skulle være så alvorligt, fordi det fysiske overgreb ikke fandt sted.

Den 35-årig mand fra Bramming ved Esbjerg faldt i fælden, da han i 2018 troede, at han skulle mødes fysisk med en 13-årig dreng, men da han ankom til stedet, stod politiet klar til at anholde ham.

Og selv om der ikke er tale om fysiske krænkelser, kan det stadig have store konsekvenser for de udsatte børn, fortæller psykologen.

- Der er ikke formildende omstændigheder ved digitale overgreb, hvis man sammenligner det med fysiske overgreb. De psykologiske konsekvenser kan være lige så alvorlige. Børnene bliver ramt af skyld og skam, hvilket er med til at forklare, hvorfor det kan være rigtig svært at fortælle forældrene, hvad der foregår.

- Det er en del af grooming-processen at få børnene til at føle skyld, så de ikke tør sige det nogen.

Per Frederiksen understreger, at ingen andre end gerningsmanden er skyld i overgrebene, men forældrene bærer alligevel et særligt ansvar.

- Forældre bærer et ansvar for at interessere sig i deres børns digitale færden. De skal turde engagere sig i barnets digitale liv. Men de skal passe på med ikke at falde i den anden grøft. Det vil ikke være en løsning at konfiskere børnenes digitale enheder og få det digitale væk fra dem.

I maj nedsatte regeringen en arbejdsgruppe, der fik til opgave at se på, om vi i Danmark skal have en selvstændig paragraf i straffeloven til kriminalisering af grooming.