Fortsæt til indhold
Indland

Forældre til dræbt mand fra Bornholm vidner i ankesag

To bornholmske brødre fik sidste år 14 års fængsel for at slå deres kammerat ihjel med brutal vold. Tirsdag begynder ankesagen, hvor de vil frifindes for drab.

/Ritzau/

I juni sidste år trak 28-årige Phillip Mbuji Johansen vejret for sidste gang. To af hans kammerater udsatte ham for omfattende vold på en shelterplads på Bornholm, og det blev hans endeligt.

Tirsdag tager Østre Landsret hul på ankesagen, hvor to brødre vil frifindes for drab. De blev sidste år idømt 14 års fængsel hver.

Der er mindst én forskel i landsretten i forhold til byretten, fortæller Tyge Trier, der er bistandsadvokat for Phillip Johansens forældre og søster.

- Til forskel fra byretten skal Phillips mor og far afhøres i landsretten.

Formålet er ifølge bistandsadvokaten at vise, at den dræbte var særligt nært knyttet til sine forældre, som derved er berettiget til erstatning for drabet på deres søn.

Sidste år fik forældrene et nej til netop det, oplyser Tyge Trier. Han vil ikke oplyse, hvilke erstatningsbeløb de går efter.

Sagen behandles i Rønne over tre dage, og det centrale spørgsmål bliver, om det, den 28-årige blev udsat for den juninat i 2020, var drab eller vold med døden til følge, der straffes mildere.

I byretten kom det frem, at Phillip Johansen i mindst 15-20 minutter blandt andet blev trampet i hovedet, sparket samt slået med en granrafte og en varm ildrager.

Brødrene forklarede, at de ville ”give en lærestreg”, fordi den 28-årige angiveligt skulle have forgrebet sig på deres mor. Men det var ikke meningen, at han skulle dø, fastholdt de to brødre, Magnus Møller på i dag 24 år og Mads Møller på 26 år.

Da sagen var for byretten, havde moren ikke anmeldt overgrebet til politiet. Men det har hun nu, skriver TV2 Bornholm.

- Jeg kan bekræfte, at Bornholms Politi har modtaget en anmeldelse af voldtægt fra moren til de to dømte brødre, siger Eva Bundegaard, kommunikationsrådgiver hos Bornholms Politi, til TV2 Bornholm.

Karoline Døssing Normann er forsvarer for den yngste af dem, og hun fortæller, at han går efter at blive frifundet for drab.

- Han vil gerne dømmes for det, han har erkendt, nemlig vold med døden til følge.

Storebrorens forsvarer, Peter Secher, bekræfter, at han også går efter en dom for vold med døden til følge.