Hollandsk fragtskib slæbt fri - og er igen stødt på grund ved Bornholm
Et besætningsmedlem er sigtet for spiritussejlads.
Det 88 meter lange fragtskib, der siden mandag har ligget grundstødt ud for Bornholm, blev tidligt onsdag morgen slæbt fri - for kort efter at støde på grund igen.
Det oplyser vagthavende ved Forsvarets Operationscenter til jp.dk. Ifølge vagtchefen lykkedes det i første omgang at slæbe det hollandske skib, der er fyldt med gødning, 22 meter, før den polske slæbebåd ”Fairplay” for en stund måtte se det gå på grund igen i de høje bølger, som hærger netop nu i Nyker Rev nær Sorthat-Muleby ved Bornholms vestkyst
I Forsvarets Operationscenter forventer man dog, at det snart vil lykkes at få skibet trukket fri.
Allerede i aftes besluttede Bornholms Brandvæsen at foretage en præventiv indsats imod olieforurening fra det grundstødte skib ved at lægge flydespærringer i de åløb og vandløb, som er nær Sorthat-Muleby, skriver TV 2 Bornholm. Ude i havet giver det ifølge vagthavende ved Forsvarets Operationscenter derimod ikke mening at lægge flydespærringer, idet der er alt for kraftig sø onsdag morgen.
Bornholms Politi oplyser til jp.dk, at en af de syv besætningsmedlemmer fra det hollandske fragtskib er blevet sigtet for spiritussejlads. Om der er tale om kaptajnen, vil politiet imidlertid ikke sige. Politiet nøjes med at konstatere, at der er tale om en mand i 30’erne.
Det hollandske fragtskib, ”Beaumaiden”, var på vej fra Antwerpen i Belgien til Tallinn i Estland, da det mandag eftermiddag stødte på grund.
Ifølge TV 2 Bornholm er det planen, at skibet skal sejle til Rønne, hvor Søfartsstyrelsen vil tilbageholde det, indtil grundstødningen er blevet klarlagt