Fortsæt til indhold
Indland

Bornholms Politi mistænker, at alkohol kan være indblandet i grundstødning på Bornholm

Bornholms Politi har udtaget en blodprøve fra et besætningsmedlem på et skib, der er stødt på grund ved Bornholm.

Alkohol kan have været involveret i en hændelse natten til mandag, hvor et fragtskib stødte på grund ud for Havvej nær Sorthat-Muleby på Bornholms vestkyst.

Skibets besætning blev udgjort af kaptajnen og seks andre medlemmer, og ved afhøringen er et besætningsmedlem mistænkt for at have været påvirket af alkohol.

Det skriver Bornholms Politi i et opslag på det sociale medie Twitter, og over for Jyllands-Posten uddyber politiet mistanken.

»Vi prøver at efterforske, hvad der er sket. I den forbindelse er vi stødt på noget, som er mistænkeligt, synes vi. Derfor har vi udtaget en blodprøve. Det er, ligesom når man kører bil,« oplyser vagtchefen uden at komme nærmere ind på, hvad der konkret er mistænkeligt.

Svaret på blodprøven vil først være politiet i hænde i løbet af de nærmeste dage. Afhøringen af skibets besætning pågår stadig, og der går endnu nogle dage, inden politiet kan komme til konklusioner på, hvad der har forårsaget grundstødningen, oplyser Bornholms Politi.

Skibet sad mandag eftermiddag fast 300 meter fra kysten og er lastet med gødning. Mandag morgen forklarede Bornholms Politi, at der ikke umiddelbart var fare for forurening.

Ifølge TV2 Bornholm har Søfartsstyrelsen fået til opgave at sikre, at skibet ikke kan sejle videre. Endvidere skal den maritime havarikommission foretage undersøgelser, der skal afklare grundstødningen, melder mediet.

Skibet er et hollandsk fragtskib, der hedder ”Beaumaiden”, er 88 meter langt, 12 meter bredt og var på vej fra Antwerpen i Belgien til Tallinn i Estland.

Ifølge Vesselfinder.com, der bruges til skibssporing af søtrafik, har skibet en dybgang på 5,5 meter.