Fortsæt til indhold
Indland

Advokatfirma trækker sig fra sag om dansk skulptur i Hongkong

Dansk kunstner glæder sig over, at et stort advokatfirma ikke længere vil medvirke til at fjerne hans skulptur.

Et stort internationalt advokatfirma, Mayer Brown, yder ikke længere juridisk bistand til University of Hong Kong, der planlægger at fjerne en dansk Kina-kritisk skulptur, ”Pillar of Shame”.

Skulpturen er en skamstøtte over kinesiske soldaters angreb på demonstranter på Den Himmelske Freds Plads i Beijing, og advokatfirmaets beslutning kommer ifølge internationale medier, efter at en række uafhængige organisationer har opfordret advokatfirmaet til at trække sig. Og efter at det ifølge det amerikanske nyhedssite Law360 er blevet presset til det af advokater og amerikanske politikere.

»Fremadrettet vil Mayer Brown ikke repræsentere dets klient i denne sag. Vi har ikke flere kommentarer,« sagde en talsmand fra firmaet til Law360 fredag.

Vi er lykkelige. Vi drak champagne i går. Jeg synes faktisk, at der skal laves en standard for, hvad vestlige advokatfirmaer skal sætte deres advokatkraft ind på.
Jens Galschiøt, kunstner

Tidligere på ugen havde firmaet ellers udtalt til mediet Hong Kong Free Press, at det hjalp universitetet med en ejendomssag. Men siden er sagen eksploderet i medier over hele verden samt på de sociale medier.

Advokatfirmaets beslutning glæder Jens Galschiøt, kunstneren bag skulpturen:

»Vi er lykkelige. Vi drak champagne i går. Jeg synes faktisk, at der skal laves en standard for, hvad vestlige advokatfirmaer skal sætte deres advokatkraft ind på. De skal ikke sætte deres kraft ind på at knække ytringsfriheden i Hongkong og fjerne mindesmærket. Dem, der hjælper Kina med at undertrykke deres befolkning, er et eller andet sted medskyldige,« mener han.

Han kalder det for »optimistisk«, at »almindelige mennesker« kan påvirke et meget stort advokatfirmas handlinger.

Flere hundrede demonstranter – primært unge studerende – der kæmpede for frihed og demokrati, blev i 1989 dræbt på Den Himmelske Freds Plads, og den otte meter høje ”Pillar of Shame” har siden 1997 stået på University of Hong Kong. Oprindeligt havde universitetet i Hongkong meddelt, at skulpturen skulle fjernes senest onsdag. Nu er det så i færd med at undersøge det juridiske i sagen.

Hvor skal den stå?

Jens Galschiøt arbejder i øjeblikket på at finde ud af, hvad der skal ske med skulpturen. Den er ifølge ham hans ejendom, og han vil forhindre, at den bliver ødelagt og arbejder nu på at sikre, at han kan få tre til fire måneder til at fjerne den og finde et nyt sted at stille den. F.eks. i Washington eller Taiwan.

»Vi kræver tid til det. Jeg går ikke ind i konflikten om, at den skal stå på universitetet eller ikke stå på universitetet. Det er universitetet, der bestemmer, hvad der skal stå på dets grund, og det accepterer vi,« siger han.

Udenrigsministeriet har i løbet af ugen sendt et kort citat fra udenrigsminister Jeppe Kofod til flere danske medier. Heri oplyser ministeren, at Udenrigsministeriet har taget sagen op i Beijing.

»Friheden til fredeligt at ytre sig – gennem tale, kunst eller andre midler – er en helt fundamental rettighed for alle mennesker. Det gælder også i Hongkong,« mener Jeppe Kofod.

Til Jyllands-Posten oplyser Udenrigsministeriets presseafdeling, at ministeriet ikke har taget stilling til, hvorvidt det kan bistå Jens Galschiøt i hans ønske om at få skulpturen ud af Hongkong. Det er ikke klarlagt, om han har et retsligt krav på hjælp.

Kinesisk pres i Danmark

Udenrigsministeriets reaktion skal ses i lyset af, at Jyllands-Posten i januar 2020 afslørede, hvordan Kina forsøgte at lægge pres på Københavns Kommune for at få den til at fjerne en anden af Jens Galschiøts skulpturer, som var opstillet på Christiansborg Slotsplads til støtte for demokratibevægelsen i Hongkong.

Dengang slog udenrigsminister Jeppe Kofod fast, at regeringen tager klart afstand fra udenlandske ønsker om at begrænse ytringsfriheden eller forsamlingsfriheden i Danmark.

Det er ikke lykkedes at få en uddybende kommentar fra hverken udenrigsministeren, Meyer Brown eller universitetet i Hongkong.