Fortsæt til indhold
Indland

En lille fyr på 28 gram har tvunget hastigheden ned på nyanlagt vej

Endnu en gang har et truet dyr spillet en rolle i forberedelsen af et infrastrukturprojekt i Danmark.

Så er det sket igen: Et lille uanseligt væsen, som mange måske aldrig har hørt om, har fået indflydelse på trafikafviklingen i Danmark.

Denne gang er det damflagermusen, som trods sin beskedne længde fra snude til hale på 11 cm og endnu mere beskedne vægt på 28 gram har givet embedsmænd i Danmark grund til at tage højde for dyreartens truede eksistens.

Det sker helt aktuelt ved den nyåbnede Nordskovvej ved Silkeborg, hvor trafikanterne må køre langsommere end ellers planlagt, fordi det lille dyr har tilholdssted ved Lillesø tæt på Nordskovvej.

»Så for at sikre at trafikken på Nordskovvej ikke beskadiger bestanden, er vi nødt til at sætte hastigheden ned, mens flagermusen er aktiv,« siger vej- og trafikchefen i Silkeborg Kommune, Flemming Frøsig Christensen, til TV2 Østjylland.

Hastighedsbegrænsningen vil variere, alt efter hvornår damflagermusen er aktiv. Det vil betyde, at fra 15. marts til 1. november er det kun tilladt at køre 50 km/t. Uden for denne periode vil fartbegrænsningen være 60 km/t.

Ifølge Miljøstyrelsen findes den sjældne damflagermus primært i Midt- og Østjylland, mens Bornholm, Sydsjælland og Falster fra tid til anden også oplever tilflyvende damflagermus fra Sverige eller de baltiske lande.

Der findes mange eksempler på, at truede dyr kommer til at spille en ganske betydelig rolle i forberedelsen af infrastrukturprojekter i Danmark.

Blandt de mere spektakulære huskes sagen om gasledningen Baltic Pipe, der skal bringe gas fra Nordsøen til Polen. Her skulle der tages hensyn til truede dyrearter som hasselmusen, birkemusen og flagermusen, hvorfor projektet blev midlertidigt standset af Miljøklagenævnet, der underkendte den tilladelse, som Miljøstyrelsen ellers havde givet.

Det skete angiveligt, fordi det ikke var tilstrækkeligt belyst, hvordan hasselmusen, birkemusen og flagermusen ville blive berørt af projektet. Pauseringen af Baltic Pipe vurderes at medføre en ekstraregning på 600 mio. kr.

På samme måde har et større boligbyggeri på Amager Fælled i København samt en række vindmølleprojekter måttet slå bremserne i grundet hensynet til fugle, mus og vandsalamandere.

Hasselmusen kom allerede i 2008 i en form for hovedrolle ved et motorvejsprojekt på Fyn. Her fik den lille hasselmus nemlig ”foræret” en hel faunapassage - en motorvejsbro - til 18 mio. kr., da motorvejen mellem Odense og Svendborg skulle anlægges ved den skov på Sydfyn, hvor den levede.

Det vil sige, hvor biologer antog, at den levede. For der skulle ifølge TV2Fyn gå 13 år, før Naturama i Svendborg via vildtkameraer kunne dokumentere, at i hvert fald én hasselmus havde benyttet den 18 mio. kr. dyre bro over motorvejen.