Fortsæt til indhold
Indland

Baltic Pipe-projektet bliver 400 mio. kr. dyrere

Energinet forventer en prisstigning på 400 mio. kr. i Baltic Pipe-projektet pga. en designændring og forøget efterspørgsel.

En ekstraregning på over en halv milliard er allerede tikket ind, og nu skal der lægges yderligere ca. 400 mio. kr. oven i prisen for Baltic Pipe.

Mandag har Energinet, et statsligt selskab, der ejer og driver dansk energiinfrastruktur, offentliggjort, at den forventer endnu en prisstigning på projektet. Baltic Pipe er en gasledning, der skal løbe tværs gennem Danmark og gøre det muligt at sende norsk gas fra Nordsøen til Polen, som på den måde bliver mindre afhængig af russisk gas fra præsident Putin.

Prisstigningen på 400 mio. kr. kommer pga. designændringen på den »komplicerede« ilandføring fra Nordsøen og integration på Nybro-terminalen. Samtidig oplyser virksomheden, at stor efterspørgsel på entreprenørydelser er med til at presse prisen i vejret.

I forvejen var prisen for den danske del forøget med 600 mio. kr. efter et delvist stop af anlægsarbejdet, fordi Miljø- og Fødevareklagenævnet underkendte en tilladelse til projektet. Det betyder, at Energinet nu forventer, at prisen for den danske del af Baltic Pipe stiger til samlet 8,2 mia. kr.

»Det er en virkelig svær øvelse at forudse præcist, hvor store udgifterne bliver på de her meget store og komplicerede anlægsarbejder. Vi taler om højt specialiserede processer, specialdesignet udstyr og store krav til sikkerhed og driftsstabilitet. Samtidig befinder vi os i et marked, hvor der er meget stor efterspørgsel, et pres på råvarepriserne og selvfølgelig coronavirus. Det har alt sammen påvirket økonomien i Baltic Pipe,« siger Torben Brabo, direktør for internationale relationer i Energinet, i en pressemeddelelse.

Alligevel forventer Energinet en tarifbesparelse for de danske forbrugere på 2 mia. kr. Det skyldes ifølge selskabet, at omkostningerne til at bygge gasledningen deles mellem forbrugerne, der får transporteret deres gas i rørledningen mellem Norge, Danmark og Polen, og her udgør danske forbrugere en lille andel. Samtidig forrentes Baltic Pipe over en »lang periode«, hvorfor tarifferne kun bliver påvirket »ganske lidt« i Danmark, skriver Energinet.

Baltic Pipe bliver en 210 km lang gasledning, der graves tværs over Jylland, Fyn og Sjælland og på sin vej rammer 550 ejendomme.