Kemikalieudslip i Ringkøbing Fjord er standset, men ophold i vandet frarådes stadig i del af fjorden
Den rødlige farve fra et kemikalieudslip er forsvundet, så nu indskrænkes zone, hvor ophold i vandet frarådes.
Beboere omkring Ringkøbing Fjord fik torsdag en ubehagelig overraskelse, da politiet advarede om et kemikalieudslip, som kunne være ætsende, hvis man kom i berøring med det rødligt farvede vand.
En storbrand på den norskejede laksefabrik Atlantic Sapphire på havnen i Hvide Sande havde ledt det farlige stof jernklorid i ud fjorden, og straks gik Midt- og Vestjyllands Politi i gang med at få surfere og andre personer op af vandet.
Advarslen om udslippet gjaldt i første omgang et område én kilometer ud i fjorden fra havnen i Hvide Sande og ned til Karen Brands Vej syd for byen, hvor en surferskole har til huse.
Fredag har en visuel inspektion dog vist, at den rødlige farve fra jernkloriden ikke længere var synlig i vandet, og derfor er området, hvor ophold i vandet frarådes, blevet indskrænket.
»Vi anser det for ufarligt, når farven er usynlig,« siger Anders Stidsen, som er biolog og ansat i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Frem til mandag kl. 12.00 fraråder politiet nu kun ophold i fjorden nær brandstedet. Det vil sige omkring selve havnen i Hvide Sande – fra Langsand til Beddingsvej og en kilometer ud i fjorden.
»Det er mest ud fra et forsigtighedsprincip, hvis der skulle være yderligere jernklorid i vandet rundt om lakseopdrættet,« siger Anders Stidsen.
Dansk Miljørådgivning har taget prøver af vandet, men resultaterne mangler stadig at blive analyseret. Prøverne skal vise, om der er jernklorid i vandet og i givet fald, hvor meget.
Når først kemikaliet er ude i fjorden, er det dog stort set umuligt at få op igen, forklarer Anders Stidsen.
Fisk skal destrueres
Udslippet fra den nedbrændte fabrik er nu standset, men brandfolk er stadig ved at efterslukke. Borgere skal dog ikke frygte noget, lyder det fra politiet.
»Så længe man respekterer de afspærringer, der er opsat og undlader at opholde sig i fjorden i det område, vi har udpeget, så er der ingen fare på færde,« siger Anne Kirkegaard, kommunikationskonsulent hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Jernklorid kan genkendes ved, at vandet bliver rødligt. Hvis man har fået kemikaliet på sig, skal man gå i bad og vaske sit tøj. Man kan efterfølgende risikere at mærke svie, kløe eller udslæt, men der er ingen grund til at gøre yderligere, oplyser politiet.
Oplever man akut åndenød, skal man kontakte sin læge.
Fisk og andre havdyr, som måtte være fanget i det forurenede område, skal destrueres.
Årsag skal efterforskes
Branden på den store laksefabrik blev opdaget onsdag aften og udviklede en overgang giftig røg, som førte til evakueringen af 40 beboere fra et nærliggende sommerhusområde.
Årsagen til branden skal nu klarlægges gennem tekniske undersøgelser. Politiet forventer, at det arbejde kan begynde i næste uge.
Det er normal procedure, at brande betragtes som mistænkelige, indtil brandårsagen er klarlagt.