Kemiudslip ved Hvide Sande – rødt vand kan være ætsende
Kraftig brand på fabrik har skabt kemisk udslip i Ringkøbing Fjord. Politiet advarer om ætsende, rødt vand.
Et kemikalieudslip har ramt Ringkøbing Fjord ved Hvide Sande efter nattens kraftige brand på en laksefabrik i byen.
Det forurenede fjordvand kan være ætsende ved berøring, og derfor skal badende, surfere og andre i vandet omgående søge op på land, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi torsdag eftermiddag.
Noget af vandet i fjorden er farvet rødt på grund af udslippet.
Politiet er til stede både til lands og til vands ved det populære surfersted syd for Hvide Sande for at få folk på tør grund.
»Vi er ved at finde ud af, hvad det er for et stof og tage de rette forholdsregler. I første omgang har vores indsats gået på at få folk op af vandet,« siger pressekonsulent hos Midt- og Vestjyllands Politi Anne Kirkegaard.
Også Hjemmeværnet er indsat, og Forsvaret deltager i miljøindsatsen ved at give et overblik over udslippet fra luften.
Det er i skrivende stund uvist, om nogen personer har været i direkte kontakt med det farvede vand.
Politiet har heller ikke et overblik over, hvor stort et område af fjorden, der er blevet forurenet.
Udslippet er sket i forbindelse med nattens voldsomme brand på laksefabrikken Atlantic Sapphire på havnen i Hvide Sande. Branden udviklede en overgang farlig røg, som drev ind over et sommerhusområde, hvor 40 beboere måtte evakueres fra.
Tidligt torsdag morgen var flammerne under kontrol, men slukningsarbejdet fortsatte. Omkring 70 brandfolk har været involveret i slukningen, oplyste politiet til Ritzau.
De evakuerede beboere fik lov at vende tilbagere til deres huse sidst på formiddagen.
Det var en ansat på laksefabrikken, der anmeldte branden onsdag aften. Først blev der set røg fra en åben dør på fabrikken, og siden brød flammer igennem taget på bygningen, som siden er nedbrændt.