Fortsæt til indhold
Indland

AC Horsens nærmer sig toppen efter ny sejr

Horsens slog Jammerbugt, mens Fredericia mistede et skridt i topstriden efter uafgjort mod Vendsyssel.

/ritzau/

AC Horsens fik en hakkende start i 1. division efter nedrykningen fra Superligaen, men nu er holdet så småt ved at finde melodien resultatmæssigt.

Søndag blev det til den anden sejr i træk, da hjemmekampen mod Jammerbugt blev vundet 2-1.

Der er dog stadig fire point op den oprykningsgivende andenplads og Fredericia, der tidligere søndag fik 1-1 ude mod Vendsyssel FF.

I den førstnævnte kamp fik Jammerbugt ellers en perfekt åbning, da Nikolaj Lyngø i det femte minut scorede med hovedet efter en række tilfældigheder.

Så var der markant mere struktur over angrebet, da Lubambo Musonda efter et kvarter udlignede - ligeledes på hovedstød.

Målet til 2-1 stod Casper Tengstedt for midtvejs i anden halvleg. Først blev han nedlagt i feltet, og i næste spilsekvens omsatte han selv straffesparket til scoring.

I søndagens første kamp fik Vendsyssel en drømmestart med føring allerede i det tredje minut. Et præcist indlæg fra venstre fandt pandebrasken på Mikkel Wohlgemuth, der scorede via den ene opstander.

Fredericia svarede dog tilbage efter 36 minutter.

Udeholdets målmand lå efter et hjørnespark til Vendsyssel faktisk skadet på banen og lignede en spiller, der skulle have behandling, men Fredericia satte i hurtig kontra, som blev udført perfekt, så Christian Tue Jensen kunne udligne til slutresultatet.

Lyngby fører rækken med 16 point foran Fredericia med 14. Horsens ligger nummer fem med ti point, mens Jammerbugt og Vendsyssel har henholdsvis fem og fire point som nummer syv og otte.