Fortsæt til indhold
Indland

Vestre Landsret afviser at idømme rapper forvaring

Rapperen Jamaika blev ved Retten i Esbjerg idømt forvaring. Den dom er nedsat til tre og et halvt års fængsel.

/ritzau/

Vestre Landsret idømmer torsdag rapperen Jamaika tre og et halvt års fængsel for grov vold og vidnetrusler.

Landsretten ændrer dermed den forvaringsdom, som han blev idømt i april i Retten i Esbjerg.

Ifølge den tiltaltes forsvarsadvokat, Michael Juul Eriksen, er Jamaika ude om syv måneder. Det er han på grund af den tid, han allerede har siddet fængslet.

- Jeg er meget glad på min klients vegne. Han har jo fået sit liv tilbage, siger Michael Juul Eriksen.

Han forklarer, at man ofte sidder 14-15 år, når man er idømt forvaring.

- Jeg var meget overrasket over dommen i byretten. Det var også derfor, at vi ankede på stedet, siger han.

Han er fundet skyldig i at have angrebet en jævnaldrende mand med kniv i en opgang i Ti-Kanten i Esbjerg. Ved overfaldet i oktober 2019 slog og sparkede han også offeret.

Da offeret meldte overfaldet til politiet, blev han opsøgt og truet af Jamaika.

Nogle måneder tidligere sparkede og trampede musikeren en mand i hovedet på en parkeringsplads i Vejle. Volden betød, at offeret brækkede sin højre kæbehule.

Rapperen er tidligere idømt sammenlagt mere end tre og et halvt års fængsel, siden han var 17 år gammel.

- Der er tale om en mand, der ikke stopper trods fængselsdomme, sagde anklager Mads-Emil Wieth ifølge JydskeVestkysten dengang i Retten i Esbjerg.

Jamaika har under sagen nægtet sig skyldig og fortalt, at han har ændret sig, siden han begik kriminalitet.

- Jeg var umoden og rodløs og havde for meget energi - og vidste ikke, hvad jeg skulle.

- Jeg manglede noget personlig udvikling. I dag er jeg meget anderledes, jeg er noget ældre, ser andre aspekter af livet – og er mere voksen, sagde han ifølge JydskeVestkysten i byretten.

Forvaring er en særlig sanktion, som bruges, når en person har begået personfarlig kriminalitet og skønnes at være så farlig for sine omgivelser, at en almindelig fængselsstraf ikke er tilstrækkelig.