Fortsæt til indhold
Indland

Årets største meteorsværm kan ses på himlen i nat

Den tilbagevendende meteorsværm Perseiderne topper natten mellen den 12. og den 13. august, hvor der er mulighed for at se op mod 100 stjerneskud i timen. DMI melder om gode chancer for klart vejr i det meste af landet.

Natten mellem torsdag og fredag byder på en ekstraordinær begivenhed på nattehimlen.

Perseiderne, som er en tilbagevendende meteorsværm, der afføder stjerneskud mellem den 17. juli og frem til den 24. august, når i nat sit maksimum og kan byde på op mod 100 synlige stjerneskud i timen.

På en normal nat vil der typisk være mellem to og fem stjerneskud i timen.

Perseiderne opstår når støv- og ispartikler, der stammer fra kometen 109P/Swift-Tuttle, brænder op i jordens atmosfære. Kometen med en diameter på 26 kilometer har en omløbstid om Solen på 133 år og kommer først i nærhed af vores planet i år 2125, men i hele dens omløbsbane efterlader den partikelrester, der bliver hængende i rummet.

Nattens intense meteorsværm skyldes, at Jorden hvert år omkring den 12. august krydser 109P/Swift-Tuttles bane.

Særligt for stjerneskuddene fra Perseiderne er, at de kan efterlade kraftigere lysspor, som nogle gange kan ses på himlen i flere sekunder.

Regnen fra nattens stjerneskud kommer til at være særligt koncentreret omkring stjernebilledet Perseus, som kommer til syne over den nordøstlige del af horisonten efter mørkets frembrud ved 22-tiden.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) kommer der de fleste steder i landet til at være længere perioder i nat med klart vejr og dermed gode muligheder for at observere meteorsværmen.

Stedvis kan der dog komme perioder med skyet vejr og risiko for lokale tågebanker, især i Jylland.

Vagthavende meteorolog hos DMI, Mette Zhang, fortæller, at det er svært at udpege specifikke områder, hvor chancerne for klart vejr er bedst, men hun har dog et bud.

»Hvis man skal komme med et bud, er det umiddelbart den sydlige del af landet, der har de bedste chancer for klart vejr i længere perioder. Det er svært at udspecificere det mere præcist end det,« siger hun.

Vil man på meteorsightseeing i nat, kan man forvente temperaturer mellem 12-18 grader. Koldest bliver det i indlandsområderne i Jylland, mens det er mere lunt i den østlige del af landet.

Artiklens emner
Rummet