Mennesker må leve med vindmøller – men flagermus, gæs og insekter kan stoppe dem
De seneste måneder har klager over vindmøller – i hvert fald indtil videre – sat en stopper for projekter til omkring 3 mia. kr, eller pålagt projektmagerne restriktioner. Det er bl.a. hensynet – eller mangel på samme – til flagermus og gæs, der har sat en kæp i hjulet på de store milliardprojekter.
Mens modstandere af store vindmøller i disse dage formentlig har travlt med at juble, sidder man hos flere jyske kommuner og river sig i håret over, hvordan det ene store vindmølleprojekt efter det andet bliver stoppet, erklæret mere eller mindre ulovligt eller pålagt restriktioner i forhold til brugen af møllerne af klagenævnene i Nævnenes Hus i Viborg.