Fortsæt til indhold
Indland

Risiko for skybrud og torden i Nordjylland, København og Nordsjælland

DMI varsler risiko for skybrud og torden i Nordjylland og Nordsjælland mandag aften, men dagens uvejr er aftaget i styrke.

Det kraftige regn- og tordenvejr, som i løbet af dagen mandag har forårsaget skybrud flere steder i Jylland og Sjælland, bevæger sig til aften nordpå, men linjen af torden og regn er ifølge vejrradaren betydeligt svækket.

Et lavtryk ligger i øjeblikket ved Skotland og trækker langsomt mod nordvest, mens den tilhørende front med regn, byger og torden har bevæger sig op over Danmark fra sydvest, oplyser DMI.

DMI har varslet voldsomt vejr for Midt- og Vestjylland samt Vestsjælland frem til klokken 17, og har sendt en risikomelding lokale skybrud og torden gældende for Nordjylland, Nordsjælland, Østsjælland og København mellem 16.00 og 20.00.

»Fronten bevæger sig relativt hurtigt, og det ventes, at den kraftigste nedbør ikke vil vare mere end et par timer det enkelte sted. Derfor er vi heller ikke helt sikre på, at kriterierne vil blive opfyldt, men vi holder øje med vejrsituationen og vil om nødvendigt justere,« skriver meterolog Klaus Larsen fra DMI i en pressemeddelelse mandag middag.

I Billund har man tidligere på dagen oplevet tæt på dobbelt skybrud med 29,4 millimeter på 30 minutter. I Engesvang vest for Silkeborg er der målt 23,8 millimeter, mens der i Kalundborg er målt 22,2 millimeter. I Nørre Vorupør i Thy er man oppe på 21,2 millimeter på 30 minutter. Der er i alt målt mere end 3.000 lyn i forbindelse med frontpassagen.

DMI oplyser på twitter, at der er stor aktivitet på vejrinstituttets hjemmeside og app, og det kan medføre, at hjemmesiden og appen opdaterer langsommere end normalt i løbet af mandagen.

Resten af ugen forsætter i samme rille hvad vejret angår, men i en mere moderat udgave. Der kommer både sol, regn, byger, torden og i perioder lidt mere vind, så temperaturerne er nok det mest sommerlige vi får i denne uge, typisk 20 til 25 grader, oplyser DMI.

Onsdag, hvor Danmark møder England i EM-semifinalen i fodbold, bliver ugens vejrmæssige højdepunkt.

Det fortalte Anja Bodholdt, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), mandag morgen til Ritzau.

»Onsdag bliver det bedste sommervejr denne uge. Der er gode odds for en pæn sommeraften med svag vind og milde temperaturer. Forhåbentlig er der ligeså gode odds for, at Danmark vinder,« siger hun.

Artiklens emner
Skybrud
Vejret